Suchergebnisse

Den tyske sociolog Hartmut Rosa påpeger, at vi, i hvad han omtaler som accelerationssamfundet, har en tendens til at overse det ukontrollerbare – vi har glemt, hvad det vil sige at være i et modtagende resonansforhold med verden. Denne tendens har også betydning for vores forståelse af og forbindelse med det spirituelle i dødens nærvær. Livstruende sygdom forandrer livet og den planlagte livsbane. Man kan opleve sig afkoblet fra sig selv og verden i konfrontationen med en forandring af kroppen og hverdagslivet, der er uden for ens egen kontrol. Artiklen undersøger en mulig forståelse af "det spirituelle" som resonansrum, der kan forbinde det døende menneske og dets pårørende med verden trods sygdom og forestående død. Artiklen tager afsæt i eksempler fra palliativ praksis reflekteret i lyset af Rosas resonansbegreb og de danske teologer Kierkegaard og Løgstrup. To forskellige dimensioner af betydning for resonans undersøges. En sanselig dimension, hvor æstetiske indtryk og relationer åbner for oplevelsen af forbundethed med livet i dødens nærvær samt 'Timeligheden' som en refleksiv dimension, hvor der søges mening i livet op mod døden. Begge dimensioner kan potentielt forbinde mennesket med livet i dødens nærvær men gennem forskellige 'åbninger': sproget og sansningen. Hermed lægges op til en bred forståelse af spiritualitet, der kan være et relevant fokus for mange faggrupper i det palliative felt. Men resonans er en modus og ikke et kvantificerbart mål. Et fokus på resonans fordrer derfor en tilgang, hvor praktikeren har øje for at åbne mulige resonansrum for det døende menneske.

Publ. i Barns kultur i et humanistisk og estetisk perspektiv. Rapport nr. 28. Senter for barneforskning. Trondheim Universitet 1993. Også publiceret i BUKS - Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur nr. 28, 1993, samt i Legekultur, 1996, s. 139-149.

Publ. i Magisterbladet nr. 6, 1991, s. 11-12. Interview ved Ursula Gudmundsen.

I den vestlige verden har der i mange år været en higen efter »det evige liv« og en stræben efter at forlænge livet så meget som muligt. En af konsekvenserne heraf er at en stillingtagen til dødens komme - også hos de uhelbredeligt syge mennesker selv - til tider udskydes uhensigtsmæssigt længe, og at aktiv biomedicinsk behandling fortsættes helt frem til dødstidspunktet. Det er svært at acceptere både for de professionelle behandlere, for patienter og for deres pårørende, når der ikke er flere muligheder for helbredelse for en given sygdom. Dette til trods for, at der f.eks. er næsten 16.000 danskere, der dør af kræft hvert år. I mange menneskers liv bliver det på et tidspunkt nødvendigt at dreje tankegangen væk fra at kæmpe forat undgå sygdom og død, til at se døden i øjnene. Døden i den vestlige verden er i høj grad blevet et professionelt anliggende hvor fokus på udbygningen af en specialiseret tværfaglig indsats har været dominerende, og der er et stigende behov for at fokusere på denne professionelle indsats. Når man i den sundhedsfaglige verden bevæger sig væk fra helbredelse og i stedet fokuserer på at lindre og trøste, anvendes betegnelsen palliation (fra latin: Palliatus: dækket med kappe/tilsløret). WHO har defineret den palliativeindsats som det at fremme livskvaliteten hos patienter og familier, som står over for de problemer der er forbundet med livstruende sygdom, ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art i perioden op til døden og i efterforløbet hos de efterladte (WHO, 1990). Der er således udover fysiske symptomer også et vigtigt fokus på fx angst, depression, eksistentielle og sociale problemstillinger, samt åndelige og religiøse aspekter af livet før døden og hos de efterladte pårørende. Palliation tager udgangspunkt i et holistisk livssyn hvor det enkelte individ, og den kontekst individet er i, er unik.

Mennesker som har mistet nærtstående, eller som står i fare for at miste deres liv på grund af sygdom, har ofte en mangfoldighed af forestillinger om livets forhold til døden. Det fænomen at der er flere variationer af liv i døden, er omdrejningspunktet for denne artikel. Som henholdsvis antropolog og teolog [i] er vi særligt optagede af hvordan mennesker erfarer og formulerer flere former for transcendens, dvs. overskridende forhold mellem 'denne verden' og 'den anden verden', i et samfund præget af især kristen kosmologi, vestlig videnskab, men også en hel række andre kosmologier. Forestillinger om liv i og efter døden vil vi se som udtryk for erfaringer af menneskelig forbundethed og adskillelse i forhold til medmennesker og verden og ad den vej forsøge at eksplicitere den polydoksi, dvs. de mangeartede former for tro, som kommer til udtryk.

Helle Lykke Nielsen skriver om skæbnen for de tusindvis af migranter, der dør i forsøget på at komme ind i EU.

Hvilke holdninger til at blive ældre og til at blive gammel er repræsenteret i en dansk sammenhæng? Hvilke forventninger og ønsker eksisterer til »det gode liv« som gammel? Og hvad siger disse forestillinger om »det gode liv« som gammel om forestillinger om livet lige før døden og om selve døden? Baseret på etnografisk materiale fra en dansk sammenhæng præsenterer artiklen konklusioner om en ideal forestilling om "et godt liv« som gammel. Til denne ideal forestilling hører værdierne aktivitet, uafhængighed, autonomi, værdighed, familiesamvær og frihed. Med inspiration fra et livsløbsperspektiv argumenteres der for, at alderdommen ikke kan ses løsrevet fra vores tidligere liv. I stedet afspejler den det levede liv og de sociale og kulturelle forhold som vi har været en del af. Når vi taler om »det gode liv« i alderdommen, kan det udledes, at forestillinger om døden også er rodfæstet i den enkeltes livsløb.

Gay men are carrying a history as being suspected as potential pedophiles and non-suited parents, and while the reproductive technology of transnational gestational surrogacy makes it possible for gay men to become parents within heteronormative logics, the constructions of families without a mother are looked upon as problematic at best. Through field observations and interviews with gay men, who have been or who are involved in transnational surrogacy I explore how gay men fragmentize the notion of the mother in to several positions. The article argues that the gay men are reproductive vulnerable and are negotiating and fighting for the possibility to become legible as parents inside a heteronormative and homophobic framework. This relies on their ability to diminish the mother. By activating and using misogynic and colonial discourses and strategies, the gay men eradicate the kinship positions of the surrogate and the donor, thus giving discursive and affective life to gay men's possibility to embody motherhood and parenthood.

Publ. i BUKS - Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur nr. 29, Aarhus, 1993. Også publiceret i Finn Barlby, red.: Det hårrejsende, BUM nr. 8, i PLYS: Årbog for børne- og ungdomslitteratur nr. 8 1994, s. 32-42, samt i Legekultur, 1996, s. 113-124.

Essay

Midt i Tokyo ligger et fredfyldt shinto-tempel, som for alvor kan få gemytterne i kog i hele Østasien. Striden om Yasukuni-templet er en intern japansk polemik, som gradvist er blevet et internationalt stridspunkt.