Search results

Baggrund
For mange ældre er en plejebolig deres sidste hjem, hvor de bor frem til livets afslutning. Mange ældre på plejecentre sidder alene med de eksistentielle tanker og bekymringer, der trænger sig på. Nogle kan tale om disse forhold med familie eller venner, men andre har brug for, at de sundhedsprofessionelle kan træde ind i det eksistentielle rum, hvor familien ikke selv magter at være. Studier inden for eksistentiel og åndelig omsorg viser, at en del sundhedsprofessionelle inden for ældreplejen ikke føler sig godt nok rustet til at tale om eksistentielle emner og efterlyser mere uddannelse på området. Med det formål at øge indsatsen inden for den eksistentielle og åndelige omsorg i ældreplejen undersøger vi, hvilke tanker om egen tiltro til egne evner, sundhedsprofessionelle i ældreplejen i Danmark har for at integrere denne omsorg i deres praksis.
Metode
Gennem et kontekstuelt tilrettet og pilottestet spørgeskema inspirereret af Albert Banduras begreb self-efficacy målte vi tiltro til egne evner til at kunne yde eksistentiel omsorg i ældreplejen hos 30 sundhedsprofessionelle. Studiets fund fungerer samtidig som en baseline måling før deltagelse i et efteruddannelseskursus om eksistentiel kommunikation, der er udviklet til netop sundhedsprofesssionelle i ældreplejen. Data blev analyseret i Stata.
Konklusion
Undersøgelsen viser overordnet en positiv sammenhæng mellem uddannelsesniveau, uddannelsesanciennitet og arbejdsstedsanciennitet og tiltro til egne evner til at yde eksistentiel omsorg i ældreplejen. Ligeledes synes arbejdsstedsanciennitet betydningsfuldt i forhold til både graden af deltagernes bevidsthed om den i eksistentiel omsorg indlejrede sårbarhed, og hvorvidt deltagerne anser det som deres arbejdsområde.

Døden angår oss. Våre dødsforestillinger sier noe om hvem vi er, hvordan vi oppfatter oss selv, og hva som er viktig for oss. Tanatologi er vitenskapen og læren om døden. Den utgjør et voksende tverrfaglig felt internasjonalt. Alt som lever, må dø bidrar til å sette tanatologien på kartet i Norge. Boka springer ut fra et nytt nordisk nettverk av forskere som arbeider med døden fra ulike perspektiver og ulike fag: idéhistorie, filosofi, helsefag, kulturstudier, litteraturvitenskap, psykososiale studier, sosiologi og teologi. Er døden vårt siste tabu, eller snakker vi tvert imot mer om den enn før? I vår tid er døden blitt et medisinsk anliggende som først og fremst håndteres av helsepersonell. Hvordan skal vi forholde oss til døden som enkeltindivider og samfunn?

Å være åpen om alvorlig sykdom og død har blitt et normativt og moralsk imperativ. I Norge har den nye åpenheten fått synlig utløp gjennom flere populære dokumentarserier på statskanalen NRK. I artikkelen søker vi å forstå mer av fenomenet åpenhet, slik det spil- ler seg ut på TV og særlig knyttet til åpenhet om alvorlig sykdom og død. Vi redegjør for noen aktuelle teoretiske perspektiver på åpenheten, før vi beskriver og diskuterer hvordan åpenhet fremstilles i en episode fra NRK-serien Helene sjekker inn. Den aktuelle episoden er fra en hospiceavdeling. Et sentralt poeng fra vår analyse er at mens både NRK og hospi- cefilosofien argumenterer for betydningen av å være åpen om døden, kan personer som er i livets siste fase fortsatt ha behov for å skjerme seg fra døden som realitet. Gjennom språ- kbruk, kroppslige gester og aktive handlinger viser både pasienter og ansatte i episoden at åpenhet også har grenser og at døden ikke lar seg fullstendig avdekke, men fortsatt hviler i en form for ikke-viten.