Hvilke holdninger til at blive ældre og til at blive gammel er repræsenteret i en dansk sammenhæng? Hvilke forventninger og ønsker eksisterer til »det gode liv« som gammel? Og hvad siger disse forestillinger om »det gode liv« som gammel om forestillinger om livet lige før døden og om selve døden? Baseret på etnografisk materiale fra en dansk sammenhæng præsenterer artiklen konklusioner om en ideal forestilling om "et godt liv« som gammel. Til denne ideal forestilling hører værdierne aktivitet, uafhængighed, autonomi, værdighed, familiesamvær og frihed. Med inspiration fra et livsløbsperspektiv argumenteres der for, at alderdommen ikke kan ses løsrevet fra vores tidligere liv. I stedet afspejler den det levede liv og de sociale og kulturelle forhold som vi har været en del af. Når vi taler om »det gode liv« i alderdommen, kan det udledes, at forestillinger om døden også er rodfæstet i den enkeltes livsløb.
E n forestilling er en idé, et mentalt billede, som vi konstruerer på baggrund af indtryk og referencer. Det er ofte en opfattelse, der har groet sig fast i vores bevidsthed som følge af vedvarende påvirkninger eller gentagelser. I dette åbne nummer af Kvinder, Køn & Forskning præsenterer vi en række artikler, der spænder bredt i både indhold og tilgange. Der er ikke tilstræbt nogen emnemæssig sammenhæng mellem dem, og alligevel berører de alle, hver på sin måde, idéen om forestillinger . Det er forestillinger om ligestilling, om seksualitet og om kønsroller. Om relationer, identitet og modsætninger.
Inden for den kliniske medicin er effektevalueringer og et dertilhørende ideal om evidensbaseret praksis en fremherskende måde at vurdere og reflektere over praksis, som i disse år er ved at sprede sig til andre af velfærdsstatens områder. Det gælder ikke mindst forebyggelsen. Denne artikel ser nærmere på de forestillinger, der knytter sig til effektevalueringer og evidensbaseret praksis. Jeg undersøger, hvilke konsekvenser det har haft i kommunale forebyggelseskredse, at det særlige specialistsprog, jeg kalder evidenssproget, har fået en stigende udbredelse og anerkendelse. På baggrund af etnografisk feltarbejde med kommunale forebyggelsespraktikere (nærmere betegnet deltagelse ved en række møder og seminarer), samt en analyse af udvalgte rapporter om evidens i forebyggelse, diskuterer jeg, hvordan der med evidenssproget breder sig nogle specifikke forestillinger om viden og virkning. Jeg argumenterer afslutningsvis for, at evidenssproget og de dertilhørende forestillinger har nogle uhensigtsmæssige virkninger for relationen mellem forskning og praksis.
"Post-war expansion of the welfare state is one of the most central changes in Norwegian society today and is often a topic in public debate. When certain conceptions about the welfare state are developed and they are no longer based on systematic analyses but rather ideas and attitudes, they can turn into myths. However, to be termed myths requires documentation, and here social research plays an important role. This book rejects and elaborates central myths in the public debate about the welfare state. The book is structured as an anthology, written by six welfare sociologists at the University of Bergen. The first article introduces the history of The Myth of the Welfare State, a book published by Pax in 1970, then revised a few years later, and with a follow-up version in 1995, 25 years after that. The book became a flaming light within the social policy debate, because it criticized the welfare state for not solving the problem of poverty. Although this problem, relatively seen, is reduced, the following five articles show that, within the framework of the welfare state, there is room for new important critical discussions. One myth focuses on the idea that a combination of a comprehensive state and an active civil society with much voluntary work is not possible. Another concerns the idea that welfare results in dependency. A third is about the "Elder Boom". A fourth concerns single mothers and assumes that these unlawfully try to get access to welfare. And finally, the last discusses the ideas that crime should result in punishment and "prison pain". Together, the articles are a contribution to make the debate about the welfare state richer and more dynamic." - "Utbyggingen av velferdsstaten i etterkrigstiden hører til en av de mest sentrale endringer i det norske samfunn, og er ofte et tema i den offentlige debatt. Når bestemte forestillinger om velferdsstaten utvikles og de ikke lenger bygger på systematiske analyser, men på ideer og holdninger, kan de bli til myter. At det er snakk om myter, må imidlertid dokumenteres, og her spiller samfunnsforskningen en viktig rolle. Denne boken tilbakeviser og nyanserer sentrale myter i den offentlige debatt om velferdsstaten. Boken er bygget opp som en antologi, skrevet av seks velferdssosiologer fra Universitetet i Bergen. Den første artikkelen gir en innføring i historien om Myten om velferdsstaten, en bok utgitt av Pax i 1970, siden revidert noen år etter og med en oppfølger i 1995, 25 år etter. Boken ble en brannfakkel i den sosialpolitiske debatt, fordi den kritiserte velferdsstaten for ikke å håndtere fattigdomsproblemet. Selv om dette problemet, relativt sett, er redusert, utgjør de etterfølgende artiklene om fem aktuelle velferdsmyter en argumentasjon for, at det, innenfor velferdsstatens rammer, er rom for nye viktige kritiske diskusjoner. Én myte handler om at en sterk stat ikke kan forenes med et aktivt samfunn med stor grad av frivillighet. En annen handler om at velferd skaper avhengighet. En tredje handler om eldrebølgen. En fjerde handler om at alenemødre antas å lure til seg velferd. Og endelig handler en siste myte om at kriminalitet må møtes med straff og 'fengselspine'. Artiklene er samlet sett et bidrag til å gjøre debatten om velferdsstaten rikere og mer dynamisk."
Denne artikel giver et overblik over en række af de vigtigste bidrag til diskussionen om evidensbaseret praksis. Den tager udgangspunkt i nogle forestillinger, som har bredt sig på det politiske niveau og konfronterer disse forestillinger med de konkrete betingelser for produktion af videnskabelige oversigter over, og analyser af, forskningens resultater. På denne baggrund gennemgår artiklen en række af de kritiske forbehold, der har været fremsat af forskerne, når det drejer sig om evidensbaseret praksis. Artiklen afsluttes med en mere generel diskussion om forholdet mellem forskning og praksis og kommer med nogle konkrete bud på forskningsdesign, som kan løse nogle af problemerne.
Hvordan påvirker kulturelle forestillinger om abjekte og handikappede kroppe vores opfattelser af køn, og hvorfor har så mange humanistiske teorier om krop og køn overset den handikappede krops perspektiv?
Bestselgeren «Burned Alive» fremstiller livet i en palestinsk landsby som en dødsfelle for kvinner. Hvordan brukes æresmord, og andre overgrep mot kvinner, til å bekrefte forestillingen om Vestens overlegenhet?
Forestillinger om den sorte kvindes seksualitet og et særligt syn på prostitution i Danmark spiller ind på sorte kvindelige migranters prostitution. På én og samme tid bliver de anonymiseret og synliggjort.
"Who am I now, who am I here?" er en multi-perspektivisk forestillingsanalyse af den dansk-østrigsk-svenske scenekunstgruppe SIGNAs Salò. Forestillingen var en publikumsinvolverende adaptering af Pier Paolo Pasolinis famøse film fra 1975 og vakte stor opsigt og debat i medierne, da den blev opført i København 2010. Analysen kombinerer publikumsundersøgelse med fænomenologiske og systemteoretiske optikker for at indfange forestillingens interaktivitet med publikum. Endvidere indsættes analysen i en etisk ramme, der diskuterer dramaturgiens løsning af publikumsinddragelsen i forhold til en politisk agenda. Antologien Spaces of Identity in the Performing Sphere er redigeret af professor i teatervidenskab Sibila Petlevski og Goran Pavlic ved Zagrebs Universitet og er første skridt i en syntetisering af teori for analyse af identitetsdannelse, såkaldet "ny teatrologi". ; Discursive Identity in the Performing Arts: Bodies, Personas, Intersubjects
Militant islamisme bygger på to grunnleggende ideer: muslimske forestillinger om hellig krig og den moderne politiske voldsdoktrinen, nasjonalistisk militarisme. Det ideologiske kunststykket har vært å forene den statlige krigsretorikken med religiøs retorikk til et tilsynelatende logisk hele.
Mennesker som har mistet nærtstående, eller som står i fare for at miste deres liv på grund af sygdom, har ofte en mangfoldighed af forestillinger om livets forhold til døden. Det fænomen at der er flere variationer af liv i døden, er omdrejningspunktet for denne artikel. Som henholdsvis antropolog og teolog [i] er vi særligt optagede af hvordan mennesker erfarer og formulerer flere former for transcendens, dvs. overskridende forhold mellem 'denne verden' og 'den anden verden', i et samfund præget af især kristen kosmologi, vestlig videnskab, men også en hel række andre kosmologier. Forestillinger om liv i og efter døden vil vi se som udtryk for erfaringer af menneskelig forbundethed og adskillelse i forhold til medmennesker og verden og ad den vej forsøge at eksplicitere den polydoksi, dvs. de mangeartede former for tro, som kommer til udtryk.
Urealistiske forestillinger om 'nationalitet' og 'demokrati' i moderne vestlig forstand blokerer for at opretholde tibetansk kulturs vitalitet og for dens mulighed for – på egne præmisser – at forny sig i takt med den kinesiske folkerepublik.
Frem til slutten av 1980-tallet var de fleste israeleres oppfatning av krigen i 1948 preget av ideologisk historiefortelling i nasjonsbyggingens navn. De "nye historikerne" utfordret de gamle forestillingene og debatten som fulgte rokket ved Israels etablerte maktstrukturer, kollektive hukommelse og selvforståelse.
