Suchergebnisse

Grundtvig og nationalismen i det 19. århundredeAf Lorenz RerupArtiklen beskæftiger sig med Grundtvigs folkelighedsbegreb i sammenh.ng med fremkomsten af nationalismen i Europa i det 18. og 19. århundrede. Grundtvig opførte sig ved visse lejligheder som en nationalist af den type, man almindeligvis tager afstand fra. Men Grundtvigs opførsel kan altid forklares ud fra det danske riges tilstand i de situationer, hvor Grundtvig udtalte sig nationalistisk.Dette eksemplificeres med truslen om adskillelse mellem Danmark og Norge under Napoleonskrigene i 1813, den slesvig-holstenske krig i 1848 og sejren ved Isted i 1850 - situationer, hvor Grundtvig lod Danmark repræsentere Gud og retfærdighed eller lod en dansk sejr være baggrund for Danmarks ret til Slesvig. Grundtvig fremtræder her som en tidstypisk nationalist, og ikke mindst de nutidige begivenheder i eksempelvis det tidligere Jugoslavien går det naturligt for mennesker, der lever i dag, at tage afstand fra denne form for nationalisme. Men vi finder i Grundtvigs forfatterskab også en anden form for nationalisme, udviklet især i sammenh.ng med den danske, nationale bevægelse i Slesvig. Grundtvig følger i udviklingen af denne form for nationalisme Herder, der havde peget på den ulærde jævne mand, modersmålet og undervisning på modersmålet som bærer af, hvad Herder kalder 'Volksgeist' og Grundtvig folke.nd. For Herder repræsenterer de gudgivne kultur-og sprogfællesskaber mere end datidens dynastiske statsdannelser forskellige sider af den humanitet, der udgør historiens ml. Herders tanker blev i tiden efter den franske revolution en inspirationskilde for ikke mindst de mange ikke-tyske folkeslag i det habsburgske rige, idet disse folkeslag lærte at værdsætte deres nationale egenart og sprog. Men i de følgende årtier ændredes Herders ideer. Ideen om de ulærde mennesker som bærere af national identitet svækkedes, og den tyske idealisme i Fichtes skikkelse indordnede den Herderske tanke om et folks særpræg i en tolkning af historien som en fortsat vakst i dannelse, hvor et folks uddannede elite fremstår som bærere af folkeånden. Fichtes tanker inspirerede det 19. århundredes nationalisme. Således opfattede de danske og tyske nationalliberale sig som bærere og igangsættere af den nationale vækkelse, der følger på fremkomsten af ideen om nationalitet. En tretrinsmodel kan opstilles som gældende for nationalismens udvikling inden for de europæiske nationer: A) fremkomsten af nationalitetsideen i lærde kredse, B) en periode med patriotisk agitation og C) fremkomsten af en national massebevægelse. I de små nationer - hermed menes ikke blot kvantitativt sm., men nationer, der styres udefra - forløb udviklingen anderledes end i de store, politisk selvstændige nationer, hvor nationalitetsideen blev et redskab for tredjestandens kamp for indflydelse, for liberalisering og modernisering. Andre problemer end national selvstændighed læstes i de store nationer gennem nationalitetsideen: i Tyskland stod kampen for politisk enhed, i Danmark problemet med oplysningen af monarkiet i centrum. De store nationer havde institutioner og traditioner, sprog, litteratur og een institutionaliseret historie. Beklageligvis kunne de store nationers moderniseringsproces da også. f.re til undertrykkelse af minoriteter, til germanisering eller fordanskning. Men dette billede skal selvfølgelig suppleres af det faktum, at danskerne i hertugdømmet Slesvig hører til de sm. nationer. I kraft af forbundetheden med det tyske hertugdømme Slesvig trængte tysk sprog i perioden fra det 13. til det 19. århundrede ind i det oprindeligt danske Slesvig som administrationssprog og elitesprog og i de sydlige egne skolesprog og kirkesprog. I det tidlige 19. århundrede vågnede en national bevægelse, der fulgte den ovennævnte tretrinsmodel for fremkomsten af en nationalistisk bevægelse, således som det er tilfældet med udviklingen af det danske sprog.Den tyske, nationale bevægelse havde en elitær tendens, hvorimod den danske bevægelse udviklede sig i demokratisk retning, dels fordi den sigtede mod den brede befolkning af dansktalende binder og samarbejdede med den danske nationalliberale bevægelse, dels fordi den stod under Grundtvigs indflydelse.Grundtvigs discipel Christian Flor hyldede den grundtvigske, Herder-inspirerede tanke om, at de mennesker, der ikke havde været udsat for en latinsk, dvs. fremmed uddannelse, er bærere af folkeånden. Dette gav almindelige mennesker en enestående stilling i den nationale vækkelse. To tiår senere aflæstes den ældre nationalliberale nationalisme i kongeriget Danmark af denne strømning, der repræsenterer den emanciperende art af nationalisme og først og fremmest spredtes gennem højskolebevægelsen, der gav den danske bondebefolkning en stærk følelse af selvrespekt. Denne form for nationalisme er ikke enerådende i Danmark, og den skal ikke fremhæves som finere end den almindelige europæiske nationalisme. Men den kan - som det også ses af den danske politik overfor Færøerne og Island - ikke bruges til undertrykkelse af andre folk. Den kan derfor bruges i nutidens Europa som model for en ikke-undertrykkende nationalisme, og den minder os om, at moderne samfunds kulturelle rammeværks politiske og sociale kultur ikke kan adskilles fra national ideologi. Derfor er det bedre at modernisere de nationale ideologier, dvs. dreje nationalismen i en folkelig retning fremfor at undertrykke den.

Nineteenth century Ireland falls neatly into two distinct periods: the period preceding and the period following the great famine of 1845–1849. The emigration of women during and after the famine is examined in this article. Changes in marriage and the spread of dowries is analyzed to distinguish between the roles of married and unmarried women. Options other than emigration are highlighted insofar as they constituted "choices" for women which avoided the decision, taken by some two million women, to leave their island home by emigrating.

This title offers analysis of a broad range of historical documents and historic events from a century during which slavery was abolished and the Industrial Revolution gave rise to the middle class. Includes legal codes, letters, speeches, constitutions, reports, and books that impacted the world throughout the nineteenth century, from the Napoleonic code to Darwin's Descent of Man. Articles are organized into four regional groupings: Europe, Asia, Africa, and America

A condensation of a Chpt of Talmon's forthcoming The High Tide of Political Messianism. The early 19th cent witnessed an outcrop of revolutionary movements in which religious motivations mingled with radical tendencies unleashed by the French Revolution & the Industrial Revolution. France was the center of this unrest, & French Socialism became its chief vehicle during the generation which followed the fall of Napoleon & the restoration of the old regime in 1815. Of the competing Socialist Sch's, that of Henri de Saint-Simon was for a time the most influential; & though its founder died virtually unknown in 1825, his followers played a part in the revolutionary upheaval of 1830, before declining through splits & dissensions into yet another quasi-religious sect. Some aspects of this movement, with special reference to the part played in it by Jewish intellectuals are analyzed. It is Talmon's thesis that the Messianic strain in traditional Jewish thinking accounts for the prominence of recently emancipated Jews among the SaintSimonists, whose doctrine had a religious as well as a pol'al character. J. A. Fishman.

The article reconstructs the views of Russian conservatives on the Russia's international position and foreign policy under Peter I. His military victories, and successes in diplomatic field made him popular among conservatives of the 19th century: N. Karamzin, F. Tutchev, M. Pogodin, S. Tatishchev, V. Lamansky, etc. In their studies they focused on Russia's international posture in the late 17th– early 18th century, comparing the main features of Peter's diplomacy with his those of his descendants. The conservatives, while criticizing the emperor for undermining the tradition, imitating the West, and widening the socio-cultural rift in the society, highly appraised Peter's foreign policy. They attributed the success to the foreign policy strategy based on national interests. This strategy and Peter's personality fared better compared to the times of «palace coups», and personalities of Catherine II, Alexander I, and Nicholas I. Peter I «in his relations with foreign powers...was guided solely by the consciousness of our national benefits and needs, while strictly protecting the honor and dignity of the sovereign and the state». The conservatives criticized the emperor's 19th century heirs for what they saw as abandonment of national interests in favor of pan-European ones.