Med udgangspunkt i 140 kvalitative dybdeinterviews belyser artiklen, hvordan alkoholrelaterede praksisser udspiller sig blandt unge i de danske landområder, samt hvorledes de unges alkoholbrug kan anskues i sammenhæng med forestillinger om køn og oplevelser af tilhørsforhold til lokalområdet. Således anskueliggøres det, hvordan 'sted' og 'køn', forstået som identitetsnære sociale kategorier, glider sammen og bliver medkonstituerende for de unges måder at bruge alkohol på, - og omvendt hvordan nogle former for alkoholbrug udgør en (rural) hverdagspraksis med betydning for både de unges lokalt forankrede mulighedsbetingelser og oplevelser af sig selv som kønnede individer. I konklusionen fremhæves det, at vi må have både nationale diskurser om 'udkantsdanmark' samt strukturelle forskelle mellem land- og byområder for øje i en nuanceret forståelse af, hvorfor unge på landet har andre alkoholvaner end unge i byerne.
N?rv?rende paper skal unders?ge den flertydige forhandling af relationen mellem politik og litteratur i Lars Frosts romantrilogi ?Smukke biler efter krigen?(2004), ?Ubevidst r?dgang?(2008) og ?Sk?nvirke?(2011). I de tre romaner kan vi iagttage en overfladisk bev?gelse fra det overvejende privatlivsorienterede perspektiv hen mod det eksplicit samfundskritiske og dystopiske blik. I retrospekt tegner der sig imidlertid et m?nster af systematisk civilisationskritik med specifik brod rettet mod det danske velf?rdssamfund i perioden 1970 til 2011. Frosts prosa er dog genneml?bet af ironi, lige som plotforl?bene ikke afgiver mulighed for nogle entydige eller reduktivt politiske afl?sninger. Dertil kommer, at fort?llerpositionerne i de tre romaner ofte artikulerer en kynisk antropologi, der synes at undergrave tiltroen til effekten af en litter?rt udformet iv?rks?ttelse af kritik af velf?rdssamfundet. Udfordringen bliver da dels at kortl?gge den gradvise gang frem mod apokalypsen i ?Sk?nvirke?, der tilsyneladende underminerer h?bet om forandring og selve grunden under samfundskritik, og dels dern?st at unders?ge implikationerne af de flertydige og selvbevidste m?der hvorp? forholdet mellem litteratur og politik bliver genstand for forhandling i Lars Frosts romantrilogi. Fokus og efterf?lgende perspektiv vil da v?re p? at afd?kke et muligt litter?rt begreb om kritik, der ikke g?r litteraturen til blot og bart instrument for et rent politisk ?rinde, men som p? den anden side fastholder litteraturens evne til kritisk engagement med en social og politisk omverden. I sidstn?vnte sammenh?ng vil der blive tale om at inddrage Bourriauds forestilling om mikro-utopien, og Adornos omtale (i ?Negative Dialektik?) af et ?presque rien?, en minimal v?ge der holdes ?ben i den forvaltede verden, med henblik p? at konfrontere Frosts tilsyneladende rent apokalyptiske og pessimistiske romantrilogi med henholdsvis Bourriauds og Adornos forestillinger om utopien. Dette sidste vil ske med sigte p? at afd?kke af et s?vel kritisk som mikro-utopisk element i Frosts prosa.
Med udgangspunkt i nyere diskussioner om kvalitativ metode, intersektionalitet og metodeproblemer som datakilde analyserer artiklen de problemer i form af modstand og undvigen, forfatteren har mødt under udarbejdelsen af sin ph.d. afhandling blandt marginaliserede unge mænd med indvandrerbaggrund. Det vises, at de unge mænd gør modstand mod den objektivering, der kan ligge i det sociologiske blik, og at feltrelationerne får en etnisk/racial gennemfarvning, således at det som undviges især er en etnisk/racial forskellighedslogik. De unge antager, at forskningsinteressen drejer sig om kriminalitet og gør følgelig modstand mod det kriminaliserende blik. De påberåber sig normalitet, ligesom de ironiserer over stereotype forestillinger om kriminelle unge indvandrermænd. Modstanden viser noget om de unge mænds forhold til voksne hvide autoriteter og noget om de komplekse identiteter, som produceres blandt de unge. Således problematiserer analysen den teoretiske udlægning, at de unge mænd internaliserer stereotype forestillinger om dem selv.
ENGELSK ABSTRACT: Sune Qvotrup Jensen: ''Is There Something Special about Bands?'' On Resistance, Otherness and Positions in a Socio-logical Fieldwork
The author addresses the problems of resistance and avoidance encountered in the empirical part of his PhD. project among marginalized young men with immigrant background. This is done through a discussion of qualitative methods, intersectionality and methodological problems as a source of data. The young men resist being seen as objects in the sociological gaze, and the field relations become cast as ethnic and racial, so that what is resisted is in particular a logic of ethnic and racial difference. The young men assume that the researcher is interested in criminal matters, and resist the criminalizing gaze. They claim normality, just as they use irony when playing with the stereotype imaginary of young criminal immigrant men. The resistance casts light on the relation between the young men and adult white authorities. It also illustrates the complex identities constructed by the young people. The article questions the theoretical idea that these young men internalize stereotypical understandings of themselves.
Key words: Qualitative method, intersectionality, field relations, field work, resistance, methodical problems.
Barn som vokser opp i dag lever sine barndommer i en digitalisert, institusjonalisert og pedagogisert hverdagslivskultur. På bakgrunn av dette har flere advart mot at tyngre læringsdiskurser og nyliberalistisk tenkning presser mot barns frie lek som har vært en kjerneverdi i nordiske barnehagen. Denne forståelsen av lek vektlegger dens iboende verdi, uavhengig av andre forhold. Hensikten med denne empirinære artikkelen er å utforske hvilke forestillinger om lek som kommer til uttrykk når barnehagelærere forteller om barnehagens digitale praksiser. Studien baserer seg på en narrativ analyse av 21 intervjuer og nærlesning av den norske rammeplanen. Analysen er innrammet av tverrfaglig barneforskning og gjør nytte av Webers begrepspar når den i diskusjonen viser at verdirasjonelt perspektiv på lek taper terreng til fordel for et formålsrasjonelt perspektiv. Artikkelen er et aktuelt empirisk bidrag som viser barnehagelæreres perspektiver i en polarisert og verdiladet debatt om barns liv og muligheter i den postmoderne barnehagen.
Rapporten dokumenter at dereguleringen av den norske og finske økonomien først og fremst handlet om politikk og politiske prosesser, og i liten grad begrunnet i økonomisk teori. Heller ikke neoliberal filosofi slik vi kjenner den fra USA og Storbritannia spilte noen stor rolle i de to landene. Isteden handlet det om forestillingen om, og fremveksten av, en ny type velferdsstat med behov for en moralsk legitimering av autonomi. ; The report documents that the deregulation of the Norwegian and Finnish economy primarily was about politics and political processes, and to a much lesser extent about justifications rooted in economic theory. Nor neoliberal philosophy as we know it from the US and Britain played a major role in the two countries. Instead, it was about the notion, and the emergence of, a new kind of welfare state in need of a moral legitimization of autonomy.
Denne artikel udforsker gennem empiriske eksempler fra forskning i USA og Danmark de mange betydninger, der knytter sig til kroppens dele i den særlige medicinske teknologi, der omhandler organdonation og transplantation. Formålet er at nuancere den nuværende fremherskende forestilling om og fremstilling af organer som en efterspurgt mangelvare for syge patienter på ventelisterne. Artiklen belyser i stedet hvorledes kroppens organer er komplekse og flertydige symboler på liv og død, der gennem strategiske processer tillægges meningsfulde betydninger af såvel modtagere som donorpårørende. Det diskuteres ligeledes hvordan opfattelsen af kroppens organer bliver afgørende for, hvorledes efterladte pårørende håndterer sorgen over et pludseligt dødsfald, og på hvilke måder donation af organer afføder komplekse sociale relationer i denne medicinske kontekst. Endelig diskuteres det hvordan forskellige opfattelser af ejerskab af kroppens organer og deres betydning for ritualer og praksisser omkring døden kan afstedkomme kontroverser blandt både pårørende og det medicinske personale.
I denne oppgaven belyses synet på homofile i det spanske samfunnet gjennom historien i et leksikografisk perspektiv. Med ulike spanske ordbøker som analyseverktøy, studerer jeg alle definisjonene jeg har funnet dokumentert, fra 1500-tallet og opp til i dag av sju ulike ord som blir brukt for å omtale homofile i Spania. Av de forskjellige typene konnotasjoner knyttet til hvert av ordene i ulike tidsepoker, for det meste negative men også noen mer nøytrale, har jeg avledet en rekke stereotype forestillinger om homofile som det blir gjort rede for. Deretter i lys av beskrivelsene som blir gitt av homofiles kår i Spania i et historisk perspektiv i teoridelen, undersøkes det om definisjonene av ordene i analysen har endret seg i takt med viktige sosiale og politiske endringer i samfunnet. I den sammenheng diskuteres også ordbokforfatterenes etiske ansvar for å nøytralisere støtende innhold i definisjonene som bidrar til å holde liv i negative stereotypier.
I denne artikel argumenterer forfatteren for en ny tidsforståelse i forskningen af religiøsitet under sygdom. Hun påpeger, hvorledes forestillingen om en kontinuert tid har præget forskningen i religiøs coping indtil nu, og at disse tidsopfattelser ikke er dækkende i forhold til at kunne beskrive religiøs forandring under sygdom. Som en del af en modernitetstendens gav kræftpatienterne i undersøgelsen udtryk for, hvorledes at religiøsiteten blev anset for at være et forbrugervalg, hvor nogle varer var særligt attraktive, da de kunne forbruges øjeblikkeligt og ikke var forbundet med noget negativt. Forbrugerholdningen til religiøsiteten bidrog endvidere med en særlig tidslig mulighed, hvor religiøsiteten kan tilvælges efter behov i øjeblikket – en form for religiøsitet som forfatteren kalder Pro necessitate religiøsitet. Samtidigt var det af betydning for informanterne, at de kunne bevare en stor del kontinuitet med deres tidligere værdier og religiøsitet. Forbrugerreligiøsiteten muliggør netop, at brud og kontinuitet kan være simultane.
Medie- og kommunikationsforskningen har ofte opfattet samtalen, der føres ansigt-til-ansigt, som en hjørnesten i den demokratiske proces. Denne opfattelse stammer bl.a. fra medieforskeren James Carey, der selv har været inspireret af den amerikanske filosof John Dewey. I den- ne artikel præsenterer Michael Schudson en kritik af, hvad han kalder den romantiske forestilling om samtalen. Samtalen ansigt-til-ansigt har været lige så meget i højsædet i aristokratier som i demokratier, og der er faktisk to distinkte og modsatte idealer for samtale: den selskabelige samtale og den problemløsende samtale. Samtalen, der tjener demo- kratiet, er ikke kendetegnet ved egalitarisme, men ved normstyrethed og offentlighed, ikke ved spontanitet men ved høflighed, og ikke ved dens forrang eller overlegenhed i forhold til trykte medier, radio eller tv, men ved dens nødvendige afhængighed af dem. Der argumenteres for, at institutioner og demokratiske normer giver anledning til demokratiske samtaler, snarere end at samtalens iboende demokrati fører til politisk demokratiske normer og institutioner. Artiklen er oversat af Stig Hjarvard.
Denne artikel ønsker at bidrage til diskussionen af moderniteter i flertal. Argumentet er, at fremkomsten af mangfoldige moderniteter må forstås som resultatet af historiske processer af idiosynkratiske kombinationer af globale, sociale forestillinger med religiøse og andre kulturelle traditioner. Vi tager udgangspunkt i den begrebsmæssige debat om moderniteter i flertal, og det første skridt er en uddybning af vores analytiske ramme. Her udpeger vi tre teoretiske kilder: Teorier om mangfoldige moderniteter, teorier om fortløbende moderniteter samt poststrukturalistiske tilgange til moderne subjektivitetsformation. Således ser vi den moderne subjektivitets konkurrerende ordener af sociale og diskursive praksisser og subjektivitetsformer som kollektive men omstridte kulturelle typer, som individet kan henvise til og trække på i konstruktionen af egen identitet. I artiklen undersøger vi, hvorledes moderne muslimske reformtænkere har konstrueret islamiske former for modernitet. Tilsyneladende konstruerede islamiske reformtænkere i det 19. og 20. århundrede deres islamiske variationer over temaerne social orden og succesfuld muslimsk subjektivitet ud fra mere generelle, globale forestillinger. Dog med den forskel, at religion har haft en dominerende rolle i definitionen af "autentiske" muslimske moderniteter.
ENGELSK ABSTRACT:
Dietrich Jung and Kirstine Sinclair: Modernity and Modernities – Subjectivity and Social Order in the Construction of Islamic Modernities
This article aims to contribute to the theoretical debate about modernities. It argues that the emergence of multiple modernities should be understood as results of historical processes of idiosyncratic combinations of global social imaginaries with religious and other cultural traditions. Taking our point of departure in the conceptual debate about modernities, we suggest an analytical framework drawing on three theoretical sources: theories of multiple modernities, theories of successive modernities and poststructuralist approaches to modern subjectivity formation. We see modern subjectivities as marked by competing orders of social and discursive practices, which the individual can refer to and draw on in the construction of his/her own identity. During the 19th and 20th centuries, Muslim reform thinkers constructed their variations over the themes social order and successful Muslim subjectivity with reference to more general, global ideas. Hence, the modern history of Muslim societies can be characterized by cultural conflicts between different forms of social order and individual identities similar to those present in European history – albeit with religion playing a dominant role in the definition of "authentic" Muslim modernities.
Keywords: modernity, multiple modernities, successive modernities, subjectivity, social order, Islam.
I denne artikel undersøger vi ældre, alene-boende menneskers erfaringer med at bo alene og have brug for omsorg på grund af kræftsygdom. Vi har særligt fokus på at undersøge foran- dringer i den danske velfærdsstats politiske økonomi, herunder hvordan forventninger om at involvere familie i omsorgsarbejde, udfolder sig i konkrete hverdagssituationer. Med ud- gangspunkt i detaljerede beskrivelser af informanterne Lise og Henriks erfaringer foreslår vi, at vi ved at betragte omsorg som generativt arbejde (Buch, 2018) bliver opmærksomme på de mange forskelligartede praksisser, der knytter sig til syge, alene-boende menneskers livsopretholdelse. Gennem beskrivelser af omsorg som udveksling og kropsarbejde, bliver det tydeligt, at omsorg forhandles i krydsfeltet mellem velfærdsstatens politiske økonomi og moralske forestillinger om forbundethed og selvstændighed. Vi konkluderer at alene- boende mennesker, når de bliver syge, kastes ud i moralsk pionerarbejde (Rapp, 1999), der indebærer inter-generationelle forhandlinger, og som afspejler forandringer i den danske velfærdsstats historisk store opmærksomhed mod omsorgserhvervet.
Fredsopbygning i europæiske grænselande kræver kontakt, det kræver kommunikation, og det kræver samarbejde på tværs af statsgrænser og på tværs af etniske og nationale skel. Respekt for kulturelle forskelle er det ledende princip for dette projekt, hvor klager over naboen bliver adresseret, og stereotyper udfordret med det formål at tackle angst og mistro. Ikke desto mindre har EU's økonomiske fokus krydret med det 21. århundredes fokus på "sikkerhed" betydet, at det grænseoverskridende samarbejde forstået som fredsopbygning er et tilsyneladende forladt håb bag "Europas døre". Schengens grænseregime og den europæiske naboskabspolitik er tvillingedynamikker, som efter sigende sikrer EU's "eksterne fronter" mod (forestillingen om) en række fjender på flere fronter – internationale terrorister, omstridte migranter og transnationale gangstere – og tilsvarende underminerer dette sikkerhedsregime "den bløde grænse-tilgang" til fredsopbygning på tværs af netop disse fronter. I konteksten af grænsers genkomst kunne den europæiske integration meget vel ændre sig fra mellemstatslig og grænseoverskridende fredsopbygning til, at der igen appelleres til Europas arv af grænsekonflikter og tvangsforanstaltninger på bekostning af freden.
Med udgangspunkt i en række konkrete, antropologisk funderede evalueringsprojekter indenfor misbrugsbehandling diskuteres det, hvad der kendetegner sådanne evalueringer. Antropologiske evalueringer afdækker, hvordan en given praksis tager sig ud, men også hvorfor praksis tager sig ud som den gør, og hvordan denne praksis skabes og formidles i sociale relationer og forskellige kontekster. En sådan viden er ikke bare en gengivelse af empiri, men en analytisk fortolkning af denne. Det vises, hvordan den antropologisk metode er velegnet til at afdække den kompleksitet som findes på området. Artiklen viser, hvordan antropologiske evalueringer kan føre til afdækning af tavs viden i misbrugsbehandlingen, og kan bygge bro mellem forskellige forestillinger og forventninger, niveauer og positioner, samt forskellige aktører. Den antropologisk funderede evaluering kan således siges at frembringe indsigter mellem outcome (resultater og effekt), output (hvad der er udført) og processer (udviklingen i forhold til et givent projekt eller indsats). Artiklen peger dog også på en række problemer og dilemmaer indenfor den antropologiske tilgang, som man bør være opmærksom på, blandt andet den tætte relation til feltet.
Denne artikel tager udgangspunkt i tidens stigende translokale tendenser, derer karakteriseret ved øget mobilitet og multiple stedsidentiteter. Udviklingenopbløder dikotomien mellem beboere og besøgende i de danske landdistrikter.Artiklen fokuserer på de deltidsbeboere, der engagerer sig aktivt i lokaleudviklingsprojekter f.eks. som investorer i lokale forretninger, projektlederefor kulturarvs- og kulturinstitutionsprojekter, eventmagere eller aktiehavere ilokale bæredygtighedsprojekter. Der ses en flertydig påvirkning af stedernessociologi, ligesom stedskvaliteter, der i udgangspunktet er med til at motivereog tiltrække midlertidige aktører, påvirkes. Teoretisk bygges på en forståelseaf stedsudviklingsprocesser som multiskalære, flerdimensionelle og dybt betingetaf forskellige sociale aktørers differentierede kapacitet til mobilitet ogstedsengagement. Empirisk er artiklen baseret på kvalitativ forskning foretageti 2018 på fire attraktive nordiske øer. Undersøgelsens resultater pegerpå, at deltidsbeboerne indgår i en række translokale engagementsfælleskabersammen med lokale kræfter, og at de motiveres af oplevede stedskvaliteterknyttet til forestillingen om det rurale såvel som af de fællesskaber, de indgåri – eventuelt med andre ressourcestærke deltidsaktører som hovedattraktionen.De translokale fællesskaber udgør et betydeligt stedsudviklingspotentiale,men rummer samtidig et potentiale for social eksklusion, fordi de ressourcestærkested-skabere, der rummer både fuldtids- og deltidsbeboere, kanrisikere at understøtte økonomiske gentrificeringsprocesser såvel som fremme social displacement.
Vigtige tendenser i den danske sundhedssektor i disse år er centralisering af behandling og øget egenomsorg. Teknologi ses ofte som en del af denne udvikling omend der eksisterer både dystopiske og utopiske forestillinger om, hvorvidt teknologi fremmedgør eller støtter patienten. I denne artikel belyser vi, ud fra behandling af gravide kvinder med diabetes, hvordan mennesker interagerer med teknologi i udførelse af egenomsorg og i forbindelse med et ambulant behandlingsforløb. To empiriske eksempler, Maja og Ida viser hvordan der iværksættes en række strategier i forsøget på at integrere behandlingen i hverdagen og for at leve op til behandlingsprogrammets krav. Maja indgår i en reciprok, symbiotisk relation til teknologien og oplever den som en ressource og formår omend med omkostninger at integrere behandlingen i sin hverdag. Ida oplever derimod ikke teknologien som en ressource og er på grund af sociale omstændigheder og behandlingsprogrammets ufleksibilitet ikke i stand til at integrere behandlingen i sin hverdag. Artiklen konkluderer, at hvorvidt teknologier fremtræder som en ressource afhænger af den specifikke relation mellem menneske og teknologi. En relation der kan være påvirket af individuelle, ikke-medicinske omstændigheder.
