Suchergebnisse

Boken er en personlig beretning om Russland og russere skrevet av en pioneerene innen nordisk østforskning. Bokens hovedtese er at sovjetisk mentalitet aldri døde ut og nå i økende grad tar over, men at de autoritære tendensene tross alt møtes av et annet Russland av intellektuelle, dissidenter og bloggere hvis betydning ikke bør undervurderes.
This book is a personal tour d'horizon written by one of the pioneers and mainstays of Nordic Soviet, Russian and East European studies through the last half century. The main thesis of the book is that Soviet mindsets never died and are in the ascendant to day, but that there also exists another Russia of intellectuals, dissident and bloggers whose impirtance should not be underestimated.

Vores samfund forandrer sig kontinuerligt; teknologier samt demografiske og kulturelle tendenser ændrer vores vilkår og rammer for erkendelse – den måde vi ræsonnerer på, og de muligheder vi har for at træffe valg og handle gennem livet. Menneskers oplevelser og håndtering af usikkerhed og uvished i forbindelse med sygdom og lidelse kalder derfor til hver en tid på empirisk forskning og diskussion. Etymologisk henleder ordet usikkerhed til 'en tilstand af fare' eller 'at være i en ubehagelig situation'. Ordet er flertydigt og danner meningsfællesskaber med uvished, tilfældighed, uro, ubeslutsomhed, skepsis og ikke mindst tvivl. Denne flertydighed reflekteres formentlig i det paradoksale forhold, at når vi taler om lidelse, sygdom og død, er disse uforudsigelige og dog uundgåelige hændelser i et menneskes liv.

Denne artikel er en sekundær analyse og diskussion af to forskningsprojekter, som søgte at udforske eksistentielle karakteristika ved henholdsvis livets begyndelse (blandt nybagte mødre) og livets afslutning (blandt døende og deres pårørende). På baggrund af empiri genereret via forskellige forskningsmetoder diskuteres resultaterne i lyset af en fællesteoretisk forståelse af sekulære, religiøse og spirituelle aspekter i menneskelivet. I artiklen fokuserer vi i særlig grad på, hvordan det at blive mor kan aktualisere eksistentielle overvejelser og hvordan resonansen til samme aktualisering i forbindelse med døden, kan informere sundhedsvæsenets svangreomsorg. Med begrundelse i to sammenfattende argumenter, det eksistentielle/åndelige og det sundhedsfaglige, argumenterer vi for, at eksistentiel og åndelig omsorg potentielt kan være relevant ved livets begyndelse på samme vis som ved livets afslutning.

Denne artikel er en sekundær analyse og diskussion af to forskningsprojekter, som søgte at udforske eksistentielle karakteristika ved henholdsvis livets begyndelse (blandt nybagte mødre) og livets afslutning (blandt døende og deres pårørende). På baggrund af empiri genereret via forskellige forskningsmetoder diskuteres resultaterne i lyset af en fællesteoretisk forståelse af sekulære, religiøse og spirituelle aspekter i menneskelivet. I artiklen fokuserer vi i særlig grad på, hvordan det at blive mor kan aktualisere eksistentielle overvejelser og hvordan resonansen til samme aktualisering i forbindelse med døden, kan informere sundhedsvæsenets svangreomsorg. Med begrundelse i to sammenfattende argumenter, det eksistentielle/åndelige og det sundhedsfaglige, argumenterer vi for, at eksistentiel og åndelig omsorg potentielt kan være relevant ved livets begyndelse på samme vis som ved livets afslutning.

Artiklen tager udgangspunkt i Arendts begreb om natalitet, der modsvarer Heideggers begreb om Geworfenheit eller kastethed på dansk. Nataliteten peger på fødselen som et kontingent faktum i det menneskelige vilkår, som artiklen med Arendt knytter til Privacy, der ikke bare betegner det private som modsætning til det offentlige og det politiske i klassisk forstand, men er et specifikt moderne fænomen, der betegner modsætningen til den sociale sfære. Som sfære for fødsel og død er privacy et helligsted for de mest intime menneskelige livsytringer, den er uigennemtrængelig for menneskelig viden, og dermed også en base for den modstandskraft mod den totalitarisme, der i det 20. århundrede forsøgte at ødelægge den. Med reference til historiske vendepunkter som 1944-45 og 1989 viser artiklen hvordan Arendts tænkning indfanger den måde, hvorpå privat vilje og samvittighed kan blive til offentlig handlen og magt, der gør en ny begyndelse mulig.

Gennem analyser af realityprogrammet Hva' Bruden Ikke Ved og folketingsforhandlingerne om det kønsneutrale ægteskab undersøges rekonfigurationen af den homoseksuelle fra en figur, der associeres med døden til en figur, som indskrives i biopolitikken gennem familie, slægtskab og reproduktion. I forlængelse af David Engs genlæsning af John D'Emilio vises det, hvordan denne inkludering i biopolitikken lader sig gøre ved, at skrive det homoseksuelle par ind i et genkendelig heteronormativt slægtskab. Denne heteronormative rekonfiguration af den homoseksuelle figur muliggør et emancipations- og modernitetsnarrativ, der etablerer den homoseksuelle som en central markør på både temporal og geografisk modernitet. Hermed bliver den heteronormative inkludering af den homoseksuelle figur et bevis på den liberale fortælling om fremskridt og en konstituering af Danmark som særligt moderne. Der konkluderes, at den homoseksuelle i dag er en del af det normative biopolitiske mandat, der regulerer liv og død, ikke længere heteronomativitetens Anden, men dens partner in crime.

ENGELSK ABSTRACT:

Michael Nebeling Petersen: To Change in Order to Maintain – Biopolitical Reconfigurations of the Homosexual

By analysing the Danish reality show Hva' Bruden Ikke Ved (What the bride doesn't know) and the parliamentary proceedings regarding same sex marriages, I examine the reconfiguration of the homosexual from a figuration associated with death to a figuration enrolled in bio-politics through family, kinship and reproduction. Following the line of thought in David Eng's reading of John D'Emilio I show how this bio-political inclusion is made possible by letting the homosexual couple enter a recognizable heteronormative kinship. This heteronormative reconfiguration of the homosexual figuration makes a narrative of emancipation and modernity possible. This is a narrative that establishes the homosexual figuration as a central marker of both temporal and geographical modernity. Thus the heteronormative inclusion of the homosexual figuration becomes a proof of the liberal story of progress in Denmark. I conclude that the homosexual today is a part of the normative biopolitical mandate governing life and death, no longer heteronormativity's Other but it's partner in crime.

Key words: Homosexuality, marriage, biopolitics, kinship, heteronormativity, homonormativity.

Monica Kristensen is a Norwegian glaciologist, meteorologist, polar explorer and author of fiction (crime novels) and nonfiction (about expeditions, Svalbard, The Kings Bay Affair, and Roald Amundsen). In her altogether five crime novels, all of which take place in Svalbard, the plot is inextricably bound to place, i.e. to the Arctic. In two of her five crime novels, Kullunge and Den døde i Barentsburg, crucial parts of the action take place in the coal mines of Longyearbyen and Barentsburg. In her documentary book about the Kings Bay Affair she investigates the terrible mining accident in 1962 at Kings Baymines that killed 21 miners. In this article I examine the literary construction of these specific places – the Arctic and the coal mines, or, the coal mines in the Arctic – in these three books, as well as the related political, ethical and existential questions of settlement and living conditions.

Organtransplantation redder liv og forøger livskvalitet. Der er imidlertid alt for få organer til rådighed. Der er for få donorer. Hvad kan vi gøre for at få flere donorer? Et nyere løsningsforslag er at nudge eller "puffe" folk til at træffe en beslutning. En vigtig fordel ved puffepolitikker er, at den ønskede adfærdsændring frembringes uden anvendelse af tvang. Imidlertid er politikkerne ikke uproblematiske. Selvom de ikke begrænser vores valgfrihed, kan de hævdes at krænke vores selvbestemmelsesret. De rejser altså et klassisk dilemma mellem et hensyn til borgernes velfærd (i dette tilfælde folk på venteliste til en organdonation) og borgernes selvbestemmelsesret (i dette tilfælde til selv at bestemme, hvad der skal ske med deres organer efter deres død). En politik, hvor borgerne som udgangspunkt står som organdonorer, kan dog retfærdiggøres. Den vil alt andet lige fremme udbuddet af organer væsentligt, og i lyset heraf er dens delvise krænkelse af folks ret til selvbestemmelse en acceptabel omkostning.

Ine Eriksen Søreides var Norges utenriksminister i en usedvanlig krevende periode i konflikten mellom Israel og palestinerne. Som alle andre stater, fastholdt Norge det overordnede synet om at bare tostatsløsningen kan gi varig fred mellom Israel og palestinerne og ledet giversamarbeidet for å fortsette statsbyggingen og bevare det institusjonelle fundamentet for en slik løsning. Arbeidet ble forankret i FNs sikkerhetsråd, hvor Norge høstet ros for innsatsen. Hvis man undersøker hva Norge gjorde i giverlandssamarbeidet (AHLC) i forhold til den direkte konteksten for de ulike tiltakene, vil man finne at den norske politikken lyktes.
Jørgen Jensehaugens elegante spissformuleringer om at utenriksminister Søreide var et godt posisjonert vitne til at tostatsløsningen døde og at hun sikret at bistanden til palestinerne gjorde at denne politiske løsningens endelikt var så smertefri som mulig, strider mot empiriske fakta. Det er ikke riktig at sentrale bærebjelker i tostatsløsningen ble utradert. Og når tostatsløsningens død faktisk ikke kunne konstateres på den tiden, faller også kritikken for at Søreide ikke skiftet politisk kurs.
Abstract in EnglishElegance and Empiricism: An Insider's Perspective on Ine Eriksen Søreide and the Conflict Between Israel and the PalestiniansIne Eriksen Søreide was Norway's foreign minister during an exceptionally challenging period in the conflict between Israel and the Palestinians. Like all other countries, Norway maintained the overarching view that only a two-state solution can provide lasting peace between Israel and the Palestinians and led donor cooperation to continue state-building and preserve the institutional foundation for such a solution. The work was anchored in the UN Security Council where Norway received praise for its efforts. If one examines what Norway did in the donor cooperation (the AHLC) in relation to the direct context of the various measures, one will find that Norwegian policy was successful.
Jørgen Jensehaugen's elegant formulations that Foreign Minister Søreide was a well-positioned witness to the death of the two-state solution and that she ensured that aid to the Palestinians made this political solution's demise as painless as possible are contrary to empirical facts. It is not correct that central pillars of the two-state solution were eradicated at the time. And as the two-state solution was not dead, the criticism that Søreide did not change her political course becomes irrelevant.

Lige nu venter over 400 danskere på et nyt organ, der kan forbedre og forlænge deres liv. De venter i usikkerhed, og nogle venter forgæves. I Danmark dør der hver anden uge et menneske, der venter på en transplantation, fordi vi ikke har organer nok til at redde alle.00'Organdonation ? og behovet for en ny model' undersøger, hvorfor det danske system til organdonation ikke er godt nok. Herhjemme har vi aktivt tilvalg, mens en række andre lande såsom Wales, Belgien og New Zealand har andre donationsmodeller. De har eksperimenteret med både aktivt fravalg og tvungent valg, og deres resultater viser, at vi godt kan få flere til at donere på en måde, der er etisk forsvarlig.00Bogen diskuterer således også de filosofiske problemstillinger, der knytter sig til organdonation. Om den enkelte kan bestemme over sin egen krop efter døden. Om efterladte familiemedlemmer skal have vetoret mod transplantation. Og om vi som samfund bør prioritere nogle mennesker over andre i køen til et nyt organ ? og dermed, måske, et nyt liv

Aleksei Navalnyj har blitt en politiker av føderal størrelse, som våget å sette Vladimir Putins posisjon som Russlands øverste leder i tvil. Gjennom en etablering av horisontale antikorrupsjonsnettverk over hele landet, har Navalnyj forsøkt å returnere politikken tilbake til samfunnet. Kalle Kniviläs bok Putins verste fiende følger FSB jakten på Aleksej Navalnyj og er en viktig beretning om forholdet mellom liv og død, mellom redsel og mot, og mellom et fritt og et fanget menneske.
Alexey Navalny has become a politician of federal calibre, the man who dared to question Vladimir Putin's position as the head of Russia. By establishing a horizontal anti-corruption network over the entire country, Navalny sought to return politics back to the people. Kalle Knivilä's Putins verste fiende (Putin's Worst Enemy) traces how the Federal Security Service (FSB) has dogged Navalny's every step. This is an important story of the relationship between life and death, fear and courage, and between a free individual and a trapped person.

Intro -- Introduction -- A Preparatory Examination of Several Topics Related to -- Anxiety in The Concept of Anxiety -- A Preparatory Examination of Several -- Topics Related to -- Despair in -- Drawing Out the Relationship Between Anxiety and Despair in Kierkegaard s Writings -- Freedom and Its Misuses -- BIBLIOGRAPHY -- INDEX.

Med sine pyramider, faraoer, mumier og hieroglyfer er det få kulturer som stimulerer nysgjerrigheten og fantasien mer enn Det gamle Egypt. Men hvordan så hverdagslivet ut for oldtidens kvinner og menn langs Nilen, selve livsåren i det samfunnet vi fortsetter å la oss fascinere av? Hvordan levde de, og hva tenkte de om livet og døden? Og hvordan har det gått til at vi vet så mye om den imponerende sivilisasjonen de klarte å skape? Nå samles for første gang kunnskapen om denne kulturen på norsk, i en bredt anlagt bok. Mot et geografisk bakteppe trekker egyptolog Anders Bettum opp de store linjene i den gammelegyptiske historien og gir smakebiter av egyptisk språk, religion, politikk og litteratur. Et av bokens mange høydepunkter er fortellingen om dechiffreringen av hieroglyfene, andre er møtet med en familie fra arbeiderlandsbyen Deir el-Medina og funnet av Tutankhamons grav. Det gamle Egypt har stor plass i vår moderne bevissthet og historieforståelse. Det samme gjaldt også i antikken, som i likhet med ettertiden har tillagt de gamle egypterne en særlig visdom. Egypt har utøvd en magisk tiltrekningskraft på både vitenskapsmenn, antikvitetssamlere og gravrøvere, grupper det ikke alltid har vært like lett å skille mellom. Også slikt får vi vite mer om i denne boken, der forfatteren til slutt trekker tråder frem til dagens politiske situasjon hvor den nasjonalistiske faraonismen kniver med panarabisme og islamisme om forrang i egypternes identitetsfølelse

Popular, religious and social movements: Recent research approaches and qualitative interpretations of a complex of historical problems[Folkelige, religiøse og sociale bevægelser: Nyere forskningstilgange og kvalitative fortolkninger om et komplelis a f historiske problemer]Af Vagn WåhlinEn H. C. Andersens og en S. Kierkegaards verdensberømmelse til trods er N. F. S. Grundtvig alligevel den samfundsborgerlige enkeltperson fra det 19. århundrede, som har påvirket Danmark og danskerne mest 130 ar efter sin død. Han er os under huden - også nar vi ikke selv er os det bevidst. For tiden hores dette i positiv fællessang af hans salmer hver søndag i kirken og ses dette ugentligt i de indædte og mangesidede opgør med den gamle i medierne foretaget bl.a. af nutidens globalister, europaister, menneskerettighedsværnere og kristelige fundamentalister, som finder hans religiøse og nationale og folkelige arvegods at stå dem så massivt i vejen for deres nutid og deres fremtidsvisioner. Men hvorfor slå en fortidslevning, en død mand ihjel? Naturligvis, fordi han aldeles ikke er død, trods alle fjendernes bestræbelser. Hvad er det da, som gør, at han direkte gennem sine sungne og laste tekster og indirekte gennem de folkelige institutioner den dag i dag har indflydelse ikke blot inden for en snæver egen kreds, men også ned gennem efterfølgende generationer og ud over hele landet? og vil det vare ved?Skønt andre lande også kender til politisk-ideologiske folkelige bevægelser og økonomiske co-operative strømninger og kollektive oplysningstanker, så har disse tiltag i indbyrdes vekselvirkning og i fællesskab ikke noget steds samlet nået en sådan indflydelse, styrke, udbredelse og langvarig bærekraft som i Danmark ca. 1800 til 1970.Dette har sin fortid under den lange fred 1721-1801 sammen med en heldig kombination af arven fra først den lutherske tro og skole dernæst fra oplysningstidens samfunds- og agrarreformer – indbefattet velvilje fra de fleste godsejere - hvor disse reformer i vort dominerende landbrugssamfund i løbet af 1800-tallet og helt til o. 1970 bl.a. skabte en middel-klasse af gårdmand, som sad pa 75 procent af landbrugsjorden.Denne økonomisk stærke, agrare middelklasse havde ingen interesse i, at hverken spændingsforholdet mellem land og by eller den erkendte spænding mellem samfundsklasserne - de rige over for de fattige - nåede sådanne højder, at en fredeligt fremadskridende samfundsudvikling afgørende blev hindret, for den var helt klart til fordel for dem selv samt også til gavn for hele samfundet. Kun den nationalpolitiske konflikt mellem dansk og tysk kunne ikke undgås, men den krig var også mere fremprovokeret af de liberale og by-borgerskabet såvel i nord som i syd end af gårdmændene som klasse.Det var ind i dette religiøse, markedsøkonomiske, klasse-politiske og folkeligt-nationale monster, at Grundtvig fremtrådte som den rette mand, pa rette tid, pa rette sted og med det rette program. Ind i en trekant af vekselvirkninger mellem stat, marked og den civile borger fremtrådte de folkelige bevægelser som bindeled og formidlere.Enkeltborgeren stod via bevægelsens organisation og institution konkret ikke alene over for stat/kommune eller over for økonomien og markedet eller over for andre mere magtfulde borgere i civilsamfundet. Efter en vagere begyndelse pa det religiøse plan o. 1820, hvor bonden fra lagmandskredsen kunne lytte til et frelsens ord, kunne han senere i 1800-tallet via den lokale sparekasse låne penge uden om købstadsbanken, via andelsmejeriet kunne han fa sin malk forædlet og som smør og ost solgt pa egne og ikke købstadskøbmandens betingelser, via friskolen kunne han fa sit barn opdraget i Grundtvigs og Kolds and, i valg- eller frimenigheden eller i missionshuset kunne han hore Guds ord efter sin mening, i lokalavisen kunne han læse politik efter sin opfattelse osv. Fra o. 1900 kom husmand og by-arbejdere med i tilsvarende bevægelser, foreninger og institutioner, der ofte matte kampe, endda hårdt, for en plads i solen med de etablerede gårdmandsbevægelser, men klart lærte af disse og blev organisationsvante og samfundsmæssigt bevidst medansvarlige medborgere fra efter 1. Verdenskrig - også ud over deres egen klasse. Sporten og idrætten fangede i organiseret form bade land og by og blev snart den største bevægelse især blandt de unge. Kvinderne lærte sig, at medindflydelse pa eget liv forudsatte bevidsthed, organisation og stadighed ikke blot i den politiske verden, men bredere ud, ligesom bekæmpelse af drikfældighedens problemer ikke løstes af sig selv, men krævede falles vilje, organisation og samspil over mange ar.Da Danmark 1960/70 som agrarsamfund i løbet afkort tid afløstes af et industrisamfund for derefter gennem 1970'eme at glide over i det postindustrielle og postmoderne samfund, som vi endnu befinder os i, forsvandt en del af logikken i den sociale sammenbindingskraft gennem dels de folkelige bevægelser, dels de politiske partiers klassetilhørsforhold.Den nu efter 2000 pa visse felter klarere kristne og nationale bekendelse i samfundet kan fore til en øget interesse for samspillet mellem fornyede folkelige bevægelser og andre sider af Grundtvigs virke og arv - eller til hans endelige begravelse. Dog, da ikke ved hans fjenders magt, men ved hans venners svaghed.[Den fulde artikel kan læses pa dansk i Grundtvig-Studier 2003: "Folkelige og sociale bevægelser. Nyere forskningsretninger og kvalitative forståelser".]

Professionelles kategoriseringer og retorik har betydning for de konkrete tilbud, som patienter oplever og modtager i sundhedssystemet. I Sundhedsstyrelsens nye anbefaling for den palliative indsats fremgår det, at indsatsen overfor alle mennesker med livstruende sygdomme skal udvikles. Det kan blive en udfordring, når professionelle er bærer af en kultur, hvor kræft og palliation placeres i samme kategori. En måde at bidrage til ændringer i praksis eller grundlag for ændringer er at få øjnene op for kategoriseringsprocessernes logik og tilblivelse. Denne artikel undersøger spørgsmålet: Hvordan begrunder og taler professionelle om deres muligheder for at udøve palliativ indsats til mennesker med kræft og andre livstruende sygdomme som fx kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL) og hjertekarsygdomme? Metoden er fokusgruppeinterviews med praktiserende læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter samt social- og sundhedshjælpere. Interviewene er analyseret ud fra en socialkonstruktionistisk tilgang og med afsæt i Potters kategoriseringstemaer: a) Ontologiske manipulation, b) hvordan noget gøres ekstremt (stort) eller minimeres (lille), og c) hvordan noget kan normaliseres. Resultaterne viser, hvordan palliation og kræft forbindes med alvor, død og unge mennesker, mens andre livstruende sygdomme forbindes med noget fredeligt, livet, ældre og i mindre grad med palliation. Dette får bl.a. den betydning, at de professionelle oplever, at de møder mennesker med kræftsygdomme med større opmærksomhed og stiller sig fagligt og personligt mere til rådighed. Med henblik på ændring af praksis og udvikling af en mere nuancerede forståelse af kræft, andre livstruende sygdomme og palliation, bliver det væsentligt at påvirke de sundhedsprofessionelle gennem uddannelser, i klinikken og via patientforeninger.