Suchergebnisse

Fortsetzung der in den 80er Jahren begonnenen Quellenheftreihe, die in intensiver Zusammenarbeit dänischer und deutscher Historiker entsteht. Die dänischen und deutschen Quellentexte stehen zweisprachig nebeneinander, sorgfältig aus der Original- in die jeweilis andere Sprache übertragen. Das Material ist in 14 Kapitel gegliedert, jedes mit erläuternder Einleitung zur historischen Situation und zur Auswahl der Texte und Dokumente. Am Schluß ausgewählte Kurzbiographien wichtiger Persönlichkeiten und Literaturverzeichnis. Studienmaterial für Schule, Hochschule und Weiterbildung. Weitere Veröffentlichungen in Quellenform für 1800 bis zur Gegenwart sind geplant. (Hanewald)

Denne artikkelen inngår i en komparativ studie av de fem nordiske landenes utenrikspolitiske svar på internasjonale endringer, med det mål å systematisk kartlegge og sammenligne både policydiskusjoner og konkrete tilpasninger innen de fem landenes utenriksdepartementer. I dette bidraget vil fokuset være på Island og landets relasjoner med andre nordiske land. Hvordan har Islands utenrikspolitikk utviklet seg fra den kalde krigen til i dag? Hvem er Islands viktigste allierte, og hvordan har Island forsøkt å skape sin nisje i det internasjonale samfunnet? Analysen er basert på intervjuer med nøkkelinformanter i Utenriksdepartementet, offisielle dokumenter produsert av regjeringen, mediedekning, utenrikspolitiske debatter i Alltinget (det islandske parlamentet) samt utenriksministerens årlige redegjørelse til Alltinget.

Hvis man kan, så skal man!? Sådan lyder argumentet ofte, når politikere argumenterer for at skrue ned for ydelsesstørrelsen eller op for de krav, der stilles til udsatte borgere. Gruppen af udsatte, der vurderes godt at kunne, ekspanderer løbende. Udsatte borgere ses nemlig ikke længere som skæbner, der er ramt af vanskeligheder, men med et optimistisk blik som mennesker, der rummer ressourcer og potentialer, som kan bruges på arbejdsmarkedet. Systemet har, så at sige, taget ja-hatten på. Et nyt og langt mere positivt sprog har over de seneste årtier gradvist indtaget socialpolitikken og fortrængt tidligere tiders sprog. Færre end tidligere får tilkendt førtidspension, og i dag beskrives selv de mest udsatte mennesker i kontanthjælpssystemet som ?aktivitetsparate?. Konsekvensen er, at flere og flere udsatte betragtes som uværdigt trængende: Som mennesker, der godt kan, men alligevel ikke gør, og som det derfor er legitimt at møde med kontante midler. Dernæst retter det politiske system krav imod udsatte borgere ? krav, som de oplever, at de er ude af stand til at honorere. Bogen dokumenterer denne udvikling og viser, hvordan skiftet frem imod et mere og mere positivt syn på den udsatte borger gradvist har vundet frem over de seneste årtier. Den udpeger nogle af de konsekvenser, udviklingen har haft