Search results

Grønlands udenrigspolitiske repræsentanter benytter den store internationale interesse for Arktis til at positionere Grønland som en mere selvstændig udenrigspolitisk aktør. Det er muligt, da Danmark er afhængig af Grønland for at opretholde sin status som "arktisk stat", og fordi Grønlands udenrigspolitiske kompetence er åben for fortolkning. Denne artikel analyserer, hvordan repræsentanter for skiftende grønlandske regeringer har udvidet det udenrigspolitiske handlerum ved i diskurs og praksis at styrke Grønlands position i en arktisk kontekst. Det er blandt andet opnået ved 1) højlydt at italesætte utilfredshed i Arktisk Råd, 2) stiltiende symbolske handlinger ved Ilulissat-erklæringens tiårs jubilæum, og 3) ved at mime suverænitet ved Arctic Circle konferencen, der pga. sin mere uformelle struktur er særligt nyttig til at styrke bilaterale internationale relationer. ; Greenland's foreign policy representatives use the great international attention to the Arctic to appear and act as a more sovereign foreign policy actor. This is possible due to Denmark's dependence on Greenland to maintain its "Arctic state" status and because Greenland's foreign policy competence is open to interpretation. The article analyzes how representatives of shifting Greenlandic governments have expanded the foreign policy room for manoeuvre in discourse and praxis to strengthen Greenland's position at Arctic-related events. This has been achieved by, among other things, 1) outspoken discontent in the Arctic Council, 2) tacit gestures at the Ilulissat Declaration's 10-year anniversary, and 3) by mimicking full sovereignty at the Arctic Circle conference serving as a particularly useful platform for enhancing bilateral international relations due to its more informal setup.

De igangværende klimaforandringer hører til blandt de største udfordringer i menneskehedens historie. Forbrænding af fossile brændstoffer skaber ikke blot velstand, men udgør også en risiko for, at vi er ved at udrydde os selv. Opråb fra videnskaben har stået på siden 1970, og selvom rækken af internationale topmøder om klimaet er lang, er det endnu ikke lykkedes at reducere udledningen af drivhusgasser i atmosfæren. I ?Klimaet under forandring ? og hvad så?? undersøger en gruppe danske filosoffer disse spørgsmål. Her sættes bl.a. fokus på klimavidenskabens historie og på den klimaskepticisme, der er fulgt: Hvor sikre kan vi være på det, som klimaforskningen fortæller os? Hvis forudsigelserne er korrekte, hvad skal så motivere os til at handle: Frygt eller fornuft? Eller hensynet til kommende generationer? Hvem skal betale for den grønne omstilling? Har vi overhovedet råd til det? Bogen forsøger at besvare disse spørgsmål og undersøger muligheden for at udforme en klimapolitik, der er både effektiv og retfærdig. Ifølge forfatterne kalder klimaudfordringerne på en forståelse for videnskabelige kendsgerninger, men også på en helt ny tilgang til global retfærdighed