Suchergebnisse

Part 1. Introduction -- Chapter 1. The rise of outcome indicators in educational governance -- Chapter 2. Methodological approaches: Studying graduate outcome metrics and educational governance -- Part 2. Quantification practices: Human capital and the value of higher education -- Chapter 3. Quantifying higher education with graduate outcome metrics -- Chapter 4. Graduate outcome metrics and the economization of education -- Part 3. Governance practices: Indicators, hierarchical pressures, and temporal-affective effects -- Chapter 5. Calculative governance instruments -- Chapter 6. The governing properties of numbers -- Part 4. Data reception: Subjectivities and amplified resource inequalities -- Chapter 7. Subjectivizing effects of graduate outcome data -- Chapter 8. Educational development effects of graduate outcome metrics -- Part 5. Conclusion -- Chapter 9. Governance hybridity and its implications for education and research on educational governance.

This book addresses governing by numbers and human capital policy in higher education by asking how higher education is quantified, how the quantitative information is used in educational governance, and how the information is perceived by students, teachers, managers, and policymakers, and affects decision-making. It also thematically discusses how human capital theory affects the quantification practices and, thereby, their effects. Based on these analyses, the book asks whether governing by numbers and human capital in education policy are necessarily neoliberal practices, and thus questions the theory of global convergence in educational governance.The book provides a thorough analysis of the quantification of graduate outcomes based on the philosophical framework of Agential Realism, thus offering a novel analytical approach to the study of data and indicators in educational governance. The book draws on a comprehensive ethnographic case study from Danish higher education, and relates the findings from this case study to empirical cases in other countries and international research in the field. The book brings together literature from various fields, including political science, accounting, education, and sociology of quantification, in order to provide a comprehensive account of how quantification practices affect education.

Afhandlingen er en analyse af de målinger og kvalitative vurderinger som bruges i dansk videregående uddannelsespolitik til at afdække uddannelsernes 'relevans' og dimittendernes 'arbejdsmarkedsparathed'. Målingerne og vurderingerne analyseres med afsæt i Karen Barads videnskabsteori og dermed som aktivt handlende fænomener, der igennem deres kvantitative eller processuelle fremgangsmåder konfigurerer arbejdsmarkedsrelevans og universitetsuddannelse på bestemte måder. Desuden undersøges det i afhandlingen hvordan konfigurationerne af arbejdsmarkedsrelevans og universitetsuddannelse omsættes i (selv-)styringen af studerende, undervisere, ledere og ministerier, såvel som i uddannelsesdesigns, samt hvordan måle- og vurderingsmetoder fungerer som styringsinstrumenter. Denne del af undersøgelser trækker på et feltarbejde på tre danske universiteter. Afhandlingens forskningsfelt er uddannelsespolitik, -styring og -forvaltning. I afhandlingen argumenteres der for det første for, at de målinger og vurderingsmetoder som benyttes i den aktuelle styring af videregående uddannelse, herunder målinger af dimittendernes ledighedsgrad, målinger af løngevinst og dimittendundersøgelser af match imellem erhvervede og efterspurgte kompetencer, primært lokaliserer 'relevans' som en kvalitet knyttet til uddannelse. Målingerne, som konfigurerer 'relevans' som henholdsvis fag, dimittendens produktivitet, kompetencer eller som et resultat af lydhørhed overfor arbejdsgivere, bygger alle på økonomiske teorier. Deres formål er at forbedre effektiviteten af de videregående uddannelser. Andre målinger, som ikke anvendes nævneværdigt i den aktuelle styring, peger derimod på 'arbejdsmarkedsparathed' som et brugbart begreb. Termen 'arbejdsmarkedsparathed' lokaliserer 'relevans' som en kvalitet ved den individuelle dimittend, og er i denne forståelse en funktion af dimittendens sociale karakteristika og/eller deres adfærd og forventninger til arbejdsmarkedet. I denne forståelse bliver en uddannelses 'relevans' lig med dens dimittenders aggregerede præstationer på arbejdsmarkedet. I afhandlingen foreslås en tredje lokalisering af 'relevans' som en kvalitet ved det job, som dimittenden skal ud i, via et begreb om 'adgangsstrukturer'. Disse 'adgangsstrukturer' varierer på tværs af forskellige arbejdsmarkeder og beskæftigelsestyper. Dermed gør afhandlingen det muligt at læse de ministerielle og institutionelle 'relevans'-data som udtryk for forskellige studiers arbejdsmarkedsomstændigheder (herunder 'adgangsstrukturerne' på de arbejdsmarkeder, som en uddannelse uddanner til, hvilke sandsynligvis er særligt forskelligartede indenfor det humanistiske arbejdsmarked), frem for som udtryk for uddannelsernes og dimittendernes præstation alene. For det andet argumenteres der i afhandlingen for at den aktuelle målingsorienterede styringsform især værdsætter forenklede, let sammenlignelige tal samt lineære processer, hvor et flow af viden fører til løbende evalueringer og igangsættelse af initiativer eller ledelsesbeslutninger på den baggrund. Styringsformen er kendetegnet ved et adfærdskodeks, hvor mennesker forventes at reagere på eller blive 'sat i bevægelse' af data og handle ud fra de fremtidsudsigter, som dataene peger i retning af. I det feltarbejde, som ligger til grund for afhandlingen, fremstår det ikke som om mennesker nødvendigvis sættes i en konkurrencesituation via målingerne, men derimod som om de løbende bliver nødt til at tilpasse sig for at 'holde sig oven vande' og ikke sakke bagud. Det foreslås i afhandlingen, at de forenklinger og 'delvise lukninger', som implicit er resultatet af at bruge få men særdeles indgribende målemetoder, erstattes af en mangfoldighed af målemetoder og nuancerede tal for at skabe et større fortolkningsrum. Dermed får mennesker mulighed for at reagere på data på alsidige måder. Det tredje argument i afhandlingen vedrører de metodologiske udforskninger af, hvordan man kan studere målinger og vurderinger ud fra en etnografisk tilgang, der ikke sætter mennesket i centrum. Denne tilgang kaldes i afhandlingen en 'metrikografi' og genren illustreres af afhandlingen. I afhandlingen læses forskellige målinger og vurderinger diffraktivt igennem hinanden som en indgang til at vise deres forskelligheder og gensidige forbundenhed. Analyserne fokuserer på målingerne og deres performative mekanismer og konfigurative arbejde, frem for på mennesker og deres intentioner. Denne vinkel anlægges for at gøre målingerne forståelige (og dermed styrbare) frem for menneskene. Gennem denne tilgang forsøger afhandlingen at muliggøre en anderledes omgang med målinger og vurderinger – en tilgang, som er sensitiv overfor målingernes ontologiske specificiteter og deres performative effekter på uddannelse.