Suchergebnisse

This paper explores the widespread use of numbers in health education programs and provides a reflection on the interplay of the medical and moral significance of numbers. Furthermore, the paper points out how patient schools are captured in a borderland space where moral and medical rationalities merge, clash, and collide. Empirical examples from an ethnographic study of six patient schools illustrate different practices where educators and participants reflect and act upon numbers in different ways. We argue that in the settings of patient schools numbers have become a symbolic form or language that point towards a broad range of natural and cultural phenomena. Drawing on Mattingly's notion of 'moral laboratories' (Mattingly, 2012) we argue that what is to be cultivated in these pedagogical settings are not plants or microorganisms or scientific knowledge, but knowledge of body and self. This knowledge should ideally – if given proper care and guidance – grow strong enough within the confines of the moral laboratory to be able to survive and grow stronger in the participants' everyday lives. Finally we show that even if the use of numbers is being stretched to include not only the medical, but also the psycho-social domain some numbers seem more 'real' than others within this field of practice: The 'phenomenological' or self-assessed numbers, as well as the appliance of numbers to 'human kinds' (Hacking, 1992), is contested and controversial.

Der er rav i den. I skrivende stund (medio september 2016) er det i Dagbladet In- formation kommet frem, at psykiatriske diagnoser til børn nogle gange stilles på et meget løst grundlag. I en kronik underskrevet af 50 psykologer, sygeplejersker, læger og psykiatere står der blandt andet:

»Som læger og psykologer har vi stillet diagnoser på børn på baggrund af andres vur- deringer beskrevet kort i patientens journal, og andre gange har barnet mødt mange forskellige behandlere på sin vej til en diagnose. Mange af disse børn er i forvejen sårbare i forhold til at danne nye relationer, og de bliver mødt af en psykiatri, hvor der ikke længere er mulighed for at skabe den relation, der skal til for at forstå barnet.«

Nogle børn har, med andre ord, fået stillet en diagnose, uden at de har mødt en læge, psykolog eller psykiater. Det får naturligt nok debatten til at rase. I relation til den verserende debat er fokus for dette nummer særligt rettet imod tre forhold: Den politisk fastsatte udrednings- og behandlingsgaranti. Den organisatoriske ramme skal kunne håndtere denne garanti, og selve den måde hvorpå diagnoser- ne stilles. Baggrunden for behandlingsgarantien er først og fremmest et politisk ønske om hurtigt at stille diagnoser, så patienten kan indgå i et behandlingsforløb - i sig selv et sympatisk ønske, der dog løber ind i en række problemer og utilsig- tede konsekvenser, når den skal eksekveres i praksis, som det fremgår af lægernes debatindlæg. Et centralt omdrejningspunkt for de ophedede diskussioner, som avisindlæggene har medført – og som allerede nu har fået politiske konsekven- ser – er samtidens omgang med, forståelse- og brug af diagnoser. Diagnoser er på alles læber for tiden. Diagnoser har, som den amerikanske medicinhistoriker Charles Rosenberg skriver, "altid spillet en væsentlig rolle i den medicinske prak- sis" (Rosenberg 2002: 237) som et værktøj/model, der sammenfatter symptomer og fund og angiver behandling. I vores samtid er diagnoserne imidlertid rejst ud af den medicinske praksis, og de har indlejret sig i alle mulige andre sammenhænge: Sociale, politiske, økonomiske, kulturelle og så videre. Et væsentligt spørgsmål i denne sammenhæng er, hvordan vi skal forstå diagnosernes nuværende status, hvordan de tillægges mening, udvikles, defineres, anvendes, og hvordan diag- noser får indflydelse på konkrete sygdomsforhold og på processer generelt, som spiller ind på, hvordan vi opfatter sundhed, krop og behandling.