Suchergebnisse

Der er rav i den. I skrivende stund (medio september 2016) er det i Dagbladet In- formation kommet frem, at psykiatriske diagnoser til børn nogle gange stilles på et meget løst grundlag. I en kronik underskrevet af 50 psykologer, sygeplejersker, læger og psykiatere står der blandt andet:

»Som læger og psykologer har vi stillet diagnoser på børn på baggrund af andres vur- deringer beskrevet kort i patientens journal, og andre gange har barnet mødt mange forskellige behandlere på sin vej til en diagnose. Mange af disse børn er i forvejen sårbare i forhold til at danne nye relationer, og de bliver mødt af en psykiatri, hvor der ikke længere er mulighed for at skabe den relation, der skal til for at forstå barnet.«

Nogle børn har, med andre ord, fået stillet en diagnose, uden at de har mødt en læge, psykolog eller psykiater. Det får naturligt nok debatten til at rase. I relation til den verserende debat er fokus for dette nummer særligt rettet imod tre forhold: Den politisk fastsatte udrednings- og behandlingsgaranti. Den organisatoriske ramme skal kunne håndtere denne garanti, og selve den måde hvorpå diagnoser- ne stilles. Baggrunden for behandlingsgarantien er først og fremmest et politisk ønske om hurtigt at stille diagnoser, så patienten kan indgå i et behandlingsforløb - i sig selv et sympatisk ønske, der dog løber ind i en række problemer og utilsig- tede konsekvenser, når den skal eksekveres i praksis, som det fremgår af lægernes debatindlæg. Et centralt omdrejningspunkt for de ophedede diskussioner, som avisindlæggene har medført – og som allerede nu har fået politiske konsekven- ser – er samtidens omgang med, forståelse- og brug af diagnoser. Diagnoser er på alles læber for tiden. Diagnoser har, som den amerikanske medicinhistoriker Charles Rosenberg skriver, "altid spillet en væsentlig rolle i den medicinske prak- sis" (Rosenberg 2002: 237) som et værktøj/model, der sammenfatter symptomer og fund og angiver behandling. I vores samtid er diagnoserne imidlertid rejst ud af den medicinske praksis, og de har indlejret sig i alle mulige andre sammenhænge: Sociale, politiske, økonomiske, kulturelle og så videre. Et væsentligt spørgsmål i denne sammenhæng er, hvordan vi skal forstå diagnosernes nuværende status, hvordan de tillægges mening, udvikles, defineres, anvendes, og hvordan diag- noser får indflydelse på konkrete sygdomsforhold og på processer generelt, som spiller ind på, hvordan vi opfatter sundhed, krop og behandling.

This article examines some of the conditions that can explain the rise in young workers' mental health and well-being problems in early work life. Based on 30 qualitative interviews with Danish workers under 30, who all had experienced different kinds of mental health and well-being problems in early work life, it shows how poor working environment and employment conditions often are triggering factors for young workers' mental health and well-being problems. Mental health and well-being in early work life seem to be linked to the conditions through which young workers' cultivate themselves as valuable working subjects in a time where work is a crucial arena for self-formation and self-realization. It is concluded that the combination of performance-oriented workplace cultures, temporary employment, and young workers' aiming to achieve success in their work life, is a toxic combination for mental health and well-being.