Suchergebnisse

Professionelles kategoriseringer og retorik har betydning for de konkrete tilbud, som patienter oplever og modtager i sundhedssystemet. I Sundhedsstyrelsens nye anbefaling for den palliative indsats fremgår det, at indsatsen overfor alle mennesker med livstruende sygdomme skal udvikles. Det kan blive en udfordring, når professionelle er bærer af en kultur, hvor kræft og palliation placeres i samme kategori. En måde at bidrage til ændringer i praksis eller grundlag for ændringer er at få øjnene op for kategoriseringsprocessernes logik og tilblivelse. Denne artikel undersøger spørgsmålet: Hvordan begrunder og taler professionelle om deres muligheder for at udøve palliativ indsats til mennesker med kræft og andre livstruende sygdomme som fx kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL) og hjertekarsygdomme? Metoden er fokusgruppeinterviews med praktiserende læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter samt social- og sundhedshjælpere. Interviewene er analyseret ud fra en socialkonstruktionistisk tilgang og med afsæt i Potters kategoriseringstemaer: a) Ontologiske manipulation, b) hvordan noget gøres ekstremt (stort) eller minimeres (lille), og c) hvordan noget kan normaliseres. Resultaterne viser, hvordan palliation og kræft forbindes med alvor, død og unge mennesker, mens andre livstruende sygdomme forbindes med noget fredeligt, livet, ældre og i mindre grad med palliation. Dette får bl.a. den betydning, at de professionelle oplever, at de møder mennesker med kræftsygdomme med større opmærksomhed og stiller sig fagligt og personligt mere til rådighed. Med henblik på ændring af praksis og udvikling af en mere nuancerede forståelse af kræft, andre livstruende sygdomme og palliation, bliver det væsentligt at påvirke de sundhedsprofessionelle gennem uddannelser, i klinikken og via patientforeninger.

Artiklen er baseret på to empiriske undersøgelser af hverdagslivet tæt på døden. Den ene er foretaget i forbindelse med et forsknings- og udviklingsprojekt om døden på plejehjem. Den anden omhandler døden i eget hjem og er en del af et ph.d. projekt. Formålet med artiklen er at undersøge forskelle og ligheder mellem hvordan døende i eget hjem, plejehjemsbeboere, pårørende og professionelle oplever at skulle tale om døden og diskutere hvordan den kan forstås. Empirien fra de to undersøgelser består af observationer og interviews med beboere på plejehjem, deres pårørende og plejehjemspersonale samt uhelbredeligt syge døende i eget hjem, deres pårørende og hjemmesygeplejersker. Datamaterialet er analyseret ud fra en hverdagslivsteoretisk ramme. Døende derhjemme og plejehjemsbeboere forholder sig fortrinsvis til nutiden og fortiden - helst ikke til fremtiden. Det betyder at de undgår at forhold sig til og tale om døden, idet den repræsenterer fremtiden, det usikre og det ultimative brud. Når døden berøres, sker det oftest tilfældigt når hverdagen alligevel brydes. Det indebærer bl.a. at aktørerne kan være i tvivl om indholdet i samtalen eller, hvorvidt samtalen har fundet sted. I følge døende hjemme, plejehjemsbeboere og pårørende er en sådan samtale forbeholdt familien - ikke de professionelle. Indholdet i en samtale om døden er yderligere afhængig af aktørpositionen. Hvor plejehjemspersonale, pårørende, plejehjemsbeboere og døende hjemme især forbinder samtale om døden med praktiske forhold, så forbinder hjemmesygeplejersker dette med psykiske reaktioner indenfor en kriseteoretisk ramme. Disse forskelle kan hænge sammen med forskellig faglig praksis og uddannelsestraditioner

The aim of this study was to investigate current nursing practice related to end-of-life discussions with incurable lung cancer patients and their family caregivers from the perspectives of patients, family caregivers, and nurses in an oncology outpatient clinic. This phenomenological hermeneutic study included nine patients, eight family caregivers, and 11 nurses. Data were collected using participant observation, informal and semi-structured individual or joint interviews with patients and family caregivers, and focus group interviews with nurses. A Ricoeur-inspired approach was used to analyze the data. Three themes were identified: (a) content of end-of-life discussions, (b) timing of end-of-life discussions, and (c) challenges in end-of-life discussions. End-of-life discussions were seldom initiated; when they were, it was often too late. Discussions addressed treatment, place of care, practical/economic concerns, and existential matters. The physical environment at the outpatient clinic, lack of continuity, and nurses' instrumental task workloads and time pressure posed challenges to initiating end-of-life discussions.