Suchergebnisse

I den vestlige verden har der i mange år været en higen efter »det evige liv« og en stræben efter at forlænge livet så meget som muligt. En af konsekvenserne heraf er at en stillingtagen til dødens komme - også hos de uhelbredeligt syge mennesker selv - til tider udskydes uhensigtsmæssigt længe, og at aktiv biomedicinsk behandling fortsættes helt frem til dødstidspunktet. Det er svært at acceptere både for de professionelle behandlere, for patienter og for deres pårørende, når der ikke er flere muligheder for helbredelse for en given sygdom. Dette til trods for, at der f.eks. er næsten 16.000 danskere, der dør af kræft hvert år. I mange menneskers liv bliver det på et tidspunkt nødvendigt at dreje tankegangen væk fra at kæmpe forat undgå sygdom og død, til at se døden i øjnene. Døden i den vestlige verden er i høj grad blevet et professionelt anliggende hvor fokus på udbygningen af en specialiseret tværfaglig indsats har været dominerende, og der er et stigende behov for at fokusere på denne professionelle indsats. Når man i den sundhedsfaglige verden bevæger sig væk fra helbredelse og i stedet fokuserer på at lindre og trøste, anvendes betegnelsen palliation (fra latin: Palliatus: dækket med kappe/tilsløret). WHO har defineret den palliativeindsats som det at fremme livskvaliteten hos patienter og familier, som står over for de problemer der er forbundet med livstruende sygdom, ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art i perioden op til døden og i efterforløbet hos de efterladte (WHO, 1990). Der er således udover fysiske symptomer også et vigtigt fokus på fx angst, depression, eksistentielle og sociale problemstillinger, samt åndelige og religiøse aspekter af livet før døden og hos de efterladte pårørende. Palliation tager udgangspunkt i et holistisk livssyn hvor det enkelte individ, og den kontekst individet er i, er unik.

Mennesker som har mistet nærtstående, eller som står i fare for at miste deres liv på grund af sygdom, har ofte en mangfoldighed af forestillinger om livets forhold til døden. Det fænomen at der er flere variationer af liv i døden, er omdrejningspunktet for denne artikel. Som henholdsvis antropolog og teolog [i] er vi særligt optagede af hvordan mennesker erfarer og formulerer flere former for transcendens, dvs. overskridende forhold mellem 'denne verden' og 'den anden verden', i et samfund præget af især kristen kosmologi, vestlig videnskab, men også en hel række andre kosmologier. Forestillinger om liv i og efter døden vil vi se som udtryk for erfaringer af menneskelig forbundethed og adskillelse i forhold til medmennesker og verden og ad den vej forsøge at eksplicitere den polydoksi, dvs. de mangeartede former for tro, som kommer til udtryk.

Hvilke holdninger til at blive ældre og til at blive gammel er repræsenteret i en dansk sammenhæng? Hvilke forventninger og ønsker eksisterer til »det gode liv« som gammel? Og hvad siger disse forestillinger om »det gode liv« som gammel om forestillinger om livet lige før døden og om selve døden? Baseret på etnografisk materiale fra en dansk sammenhæng præsenterer artiklen konklusioner om en ideal forestilling om "et godt liv« som gammel. Til denne ideal forestilling hører værdierne aktivitet, uafhængighed, autonomi, værdighed, familiesamvær og frihed. Med inspiration fra et livsløbsperspektiv argumenteres der for, at alderdommen ikke kan ses løsrevet fra vores tidligere liv. I stedet afspejler den det levede liv og de sociale og kulturelle forhold som vi har været en del af. Når vi taler om »det gode liv« i alderdommen, kan det udledes, at forestillinger om døden også er rodfæstet i den enkeltes livsløb.

Dead children as ";the gift of life";. Unisex motherhood and organ donation in America The focus of this article is how American women, especially mothers of organ donors dominate organizational support efforts for donor families, the implications this has for men, and the many new understandings of motherhood this medical context gives rise to. Based on anthropological field studies from the US, this article analyses the efforts of American organ organizations to support and comfort families in the time after the organ donation and explores the limited options for men to engage in this interaction, except by acting like 'mothers'. By exploring how women speak about donation and engage in many different social relations to organ recipients and others, this article give rise to new perceptions of motherhood and discusses how gender is acted out in this particular field.

I denne artikel beskrives de senere års forandringer i dele af den danske døds- og mindekultur med fokus på, hvorledes den enten adskiller sig fra eller mere skal ses som en forlængelse af den i samfundsforskningen ofte fremhævede, fortrængte og tabuiserede dødskultur fra det 20. århundrede. Gennem artiklen diskuterer og illustrerer forfatterne mange af nutidens forandringer gennem en række nedslag i form af et fokus på omsorgen for den døende, individualiseringen af institutionelle og professionelle praksisser, personliggørelsen af ritualer og ceremonier, udfordringen af traditioner og konventioner og den ændrede betydning af kirkegården og mindekulturen. Formålet med artiklen er således at beskrive og dokumentere nogle af de mest centrale ændringer i vores samfunds dødskultur som et spejlbillede på mange af de øvrige samfundsforandringer, der udspiller sig. Derudover ønsker forfatterne at anspore til debat om, hvorvidt den udbredte postmoderniseringstese om valgfrihed, fleksibilitet og individualisering inden for dødsområdet kan underbygges, eller om den skal suppleres med en senmoderniseringstese, der har fokus på institutionel kontrol og inerti.

Søgeord: Senmoderne død, postmoderne død, institutioner, ritualer, mindekultur, professionalisering.

ENGELSK ABSTRACT:
Janet Ferrari Wanseele and Michael Hviid Jacobsen:
"I did It My Way"? – A Sociological Contemporary Diagnosis of Late Modern/Post Modern Death

This article describes some of the major changes taking place in the contemporary culture of death, dying and bereavement in Denmark. It does so by analysing how these may be contrasted with or seen as a continuation of the often advanced thesis of a death-denying and death-taboo culture of the 20th century. The authors illustrate many of the changes through analysis of selected topics such as the care of the dying, the individualization of institutional and professional practice, the personalized content of rituals and ceremonies, the challenge to traditions and conventions and the changing mentality regarding resting place and memorial culture. The purpose of the article is to describe and document some of the major shifts in death and dying as a corollary to contemporary changes within the culture at large. In addition the authors speculate as to whether the current popularity of the thesis of a postmodernization of death and dying can be substantiated or whether it needs to be supplemented by a late modern thesis concerned with institutional control and inertia.

Key words: Late modern death, postmodern death, institutions, rituals, memorial culture, professionalization.

In this paper the author deals with the nature of culture, the culture of peace, education as an eminently cultural activity, & the projections of the future. The author defines culture as people's cooperation in improving the quality of their lives & considers it at the same time to be both a part of individuals & a part of communities. Furthermore, the author advocates the culture of peace & cooperation & argues that culture in principle promotes peace, eliminates war & immanently strives for the ascendancy of peaceful cooperation among people. For the sake of peace & understanding the author thinks that the united Europe ought to standardize learning & education concerning the optimal forms of togetherness. & finally the author promotes the concept of "project identity" i.e. emerging identity. Adapted from the source document.

Artiklen er baseret på to empiriske undersøgelser af hverdagslivet tæt på døden. Den ene er foretaget i forbindelse med et forsknings- og udviklingsprojekt om døden på plejehjem. Den anden omhandler døden i eget hjem og er en del af et ph.d. projekt. Formålet med artiklen er at undersøge forskelle og ligheder mellem hvordan døende i eget hjem, plejehjemsbeboere, pårørende og professionelle oplever at skulle tale om døden og diskutere hvordan den kan forstås. Empirien fra de to undersøgelser består af observationer og interviews med beboere på plejehjem, deres pårørende og plejehjemspersonale samt uhelbredeligt syge døende i eget hjem, deres pårørende og hjemmesygeplejersker. Datamaterialet er analyseret ud fra en hverdagslivsteoretisk ramme. Døende derhjemme og plejehjemsbeboere forholder sig fortrinsvis til nutiden og fortiden - helst ikke til fremtiden. Det betyder at de undgår at forhold sig til og tale om døden, idet den repræsenterer fremtiden, det usikre og det ultimative brud. Når døden berøres, sker det oftest tilfældigt når hverdagen alligevel brydes. Det indebærer bl.a. at aktørerne kan være i tvivl om indholdet i samtalen eller, hvorvidt samtalen har fundet sted. I følge døende hjemme, plejehjemsbeboere og pårørende er en sådan samtale forbeholdt familien - ikke de professionelle. Indholdet i en samtale om døden er yderligere afhængig af aktørpositionen. Hvor plejehjemspersonale, pårørende, plejehjemsbeboere og døende hjemme især forbinder samtale om døden med praktiske forhold, så forbinder hjemmesygeplejersker dette med psykiske reaktioner indenfor en kriseteoretisk ramme. Disse forskelle kan hænge sammen med forskellig faglig praksis og uddannelsestraditioner