Suchergebnisse

Også i Latinamerika ser man en tendens i retning af, at der kommer flere lokale medier til, samtidig med at kommunikationssystemerne internati- onaliseres. Cicilia M. Krohling Peruzzo beskæftiger sig her med et cen- tralt tema i den latinamerikanske mediediskussion, nemlig borgerrettig- heder - og mediernes betydning i den forbindelse. Hun argumenterer for de lokale mediers store kulturelle og politiske betydning i Latinamerika, hvor de fungererer som kanal for folkelig deltagelse. I denne artikel ana- lyserer hun betingelserne for lokal deltagelse i kommunikation i lokalsam- fundene med eksempler fra to lokale radioprojekter, hvor det i forskellig grad er lykkedes at aktivere den lokale befolkning og inddrage den i pro- duktion, beslutninger og planlægning omkring radioerne. Artiklen er en redigeret version af et paper præsenteret på IAMCRs konference i Bra- silien, august 1992, udgivet i José Marques de Melo (red.), Communica- tion for a new world: Brazilian perspectives. São Paolo: ECA/USD 1993.

Artiklen identificerer og diskuterer den kraftige inspiration fra hegeliansk tænkning, der i forskellige varianter kom til udtryk hos A.F. Tscherning, J.N. Madvig, D.G. Monrad og Orla Lehmann – fire af de vigtigste skikkelser i dansk politik omkring 1848. Nygaard demonstrerer, at hegelianismen på dansk grund ikke blot gjorde sig gældende i de mere velkendte teologiske og filosofiske sammenhænge med folk som Johan Ludvig Heiberg og Hans L. Martensen og anti-hegelianeren Søren Kierkegaard i centrum, men også havde stor betydning i tidens politiske og samfundsteoretiske tænkning. Nygaards artikel understreger dermed nødvendigheden af at se hegelianismen som et bredt åndshistorisk fænomen, der på afgørende vis satte sit præg på den danske politiske kultur i første halvdel af det 19. århundrede.

Godkänd; 2005; Bibliografisk uppgift: Status och visionsrapport framlagd vid Nordiska Ministerrådets konferens Dåd eller Død 2 och 3 maj 2005 på Kattegatcentret i Grenaa, Danmark; 20070601 (ysko)

I dette essay tager Richard Collins kritisk fat omkring en ef det europæ- iske samarbejdes nælder: kulturen. I de sidste 10-15 år har integrations- bestræbelserne i EU været præget af en nationalistisk forestilling om snæver sammenhæng mellem kultur og politik: For at skabe et politisk- økonomisk samarbejde i Europa må der derfor udvikles en fælles euro- pæisk kultur, siger fortalerne. Ikke mindst på baggrund af erfaringer med pan-europæiske medieprojekter påpeger Richard Collins, at europæernes kultur og mediebrug er mere forskellige end de integrationsivrige bryder sig om. I stedet peger han på en række andre teoretiske bidrag fra bl.a. Habermas og funktionalismen, der i stedet understreger, at europæisk samarbejde kan ske på tværs af kulturforskelle.

Raymond Williams gør i denne artikel op med den teknologiske deter- minisme som præger kulturdebatten, samtidig med at han forholder sig stærkt kritisk til såvel kommercialiseringen af medierne som til public service stationernes programpolitik.

U ovom su radu analizirani stavovi srednjoškolaca prema selektiranim demokratskim vrijednostima, odnos između shvaćanja i sociodemografskih obilježja učenika srednjih škola te su uspoređena gledišta učenika, njihovih roditelja i profesora. Korišteni su podaci prikupljeni 1993. i 1998. godine u sklopu projekata "Genealogija i transfer modela interkulturalizma" i "Školski kurikulum i obilježja hrvatske nacionalne kulture". Analiza rezultata pokazala je da je 1998. godine došlo do znatnih promjena u stavovima srednjoškolaca prema demokratskim vrijednostima u odnosu prema prijašnjem istraživanju. Promjene se očituju u statistički značajno manjem stupnju prihvaćanja vrijednosti, i to prema sedamnaest, od ponuđenih devetnaest vrijednosti. Nadalje, u oba je istraživanja utvrđeno da varijable socioobrazovnog statusa znatno distingviraju ispitanike s obzirom na njihove stavove. Učenici s boljim uspjehom u školi, polaznici gimnazija i oni s višim obrazovnim aspiracijama i podrijetlom imaju pozitivniji odnos prema demokratskim vrijednostima. Velike su razlike utvrđene s obzirom na stupanj prihvaćanja vrijednosti između učenika, roditelja i profesora. Općenito, najveće slaganje sa svim ponuđenim vrijednostima iskazuju profesori, a najmanje učenici. ; This article analyses the attitudes of high school students towards selected democratic values and the relation between attitudes and socio-demographic characteristics, and compares the attitudes of students, their parents and teachers. The data were obtained during 1993 and 1998 within projects "Genealogy and transfer of models of interculturalism" and "School curriculum and characteristics of Croatian national culture". The analysis of the results showed the significant changes in students' attitudes towards democratic values in 1998 in comparison with the previous study. The changes are revealed through statistically significant lower degree of acceptance of 17 out of 19 suggested values. Furthermore, both studies showed that the variables of socio-educational status distinguish the subjects significantly in regard to their attitudes. Students with higher educational achievement, those attending the academic high schools and those with higher educational aspirations have more positive attitude towards democratic values. The significant differences were also found in the degree of acceptance of those values among students, parents and teachers. Generally, teachers showed the highest acceptance of all suggested values, while students showed the lowest. ; In dieser Arbeit werden Einstellungen der Mittelschüler zu den ausgewählten demokratischen Werten sowie das Verhältnis zwischen den Einstellungen und sozio-demographischen Merkmalen der befragten Mittelschüler analysiert und mit den Einstellungen ihrer Eltern und Lehrer verglichen. Die benutzten Daten wurden 1993 und 1998 im Rahmen von Projekten "Genealogie und Transfer des Interkulturalismusmodells" bzw. "Schulkurrikulum und Merkmale der kroatischen Nationalkultur" erhoben. Die Analyse der Ergebnisse zeigte, dass 1998 im Vergleich zu den früheren Untersuchungen zu bedeutenden Änderungen in den Einstellungen der Mittelschüler zu den demokratischen Werten gekommen ist. Diese Änderungen äußern sich in dem statistisch bedeutend geringeren Akzeptieren der vorgeschlagenen Werte, und zwar bei den siebzehn von neunzehn angeführten Werten. Weiterhin wurde in den beiden Untersuchungen festgestellt, dass sich die Befragten durch Variabeln ihrer sozialen Merkmale und ihrer Schulausbildung im Hinblick auf ihre Einstellungen gravierend unterscheiden. Schüler mit besseren Schulleistungen, Gymnasiasten sowie jene mit höheren Bildungsaspirationen und Herkunft haben eine positivere Stellung zu den demokratischen Werten. Bedeutende Abweichungen ergeben sich auch hinsichtlich der Akzeptanz der genannten Werte unter den Schülern, deren Eltern und Lehrern. Insgesamt finden die angebotenen Werte die höchste Zustimmung unter den befragten Lehrern, und die kleinste unter den Schülern.

By comparative analysis of Swedish cultural policy (including art policy, heritage policy and Church policy) during the Riksdag periods of 1970-73, 1991-94, 1994-98 and 1998-2002 the relationship between cultural policy and the concept of the nation as a homogenous cultural community (defined by either an ethnic or a state-framed concept) is explored. Neoinstitutional analysis of cultural policy as an organisational field is combined with analysis of how the nation is conceived as an imagined community, and what values it strives to uphold to show how these values and concepts are institutionalised in its cultural policy and how this supports the legitimacy of the State as a nation-state. In the early seventies, when a general cultural policy was first established in Sweden, most of its fields were already institutionalised and bound by strong path dependencies, binding art policy to protecting universal aesthetic values within the state-framed nation and heritage policy to ethnic particularism while Church policy stood between universalism and ethnic particularism (which infected the relationship between Church and State). These contradictions were managed by strong borders between the fields. In the early seventies these were overlaid with a general cultural policy focused on universal civil values within the state-framed nation. Since then the conflict between Church and State has been defused and the norms of heritage policy have become closer to those of cultural policy at large by the claim that cultural heritage should be used to uphold civil values (e.g. democracy and tolerance). In the late nineties cultural policy has again become less integrated by new government initiatives with specific goals. Civil universal values remain dominant while concepts of the nation are increasingly multi-ethnic. ; Genom jämförande analys av svensk statlig kulturpolitik (inklusive konstpolitik, kulturarvspolitik och religionspolitik) under riksdagsperioderna 1970-73, 1991-94, 1994-98 and 1998-2002 undersöks relationen mellan kulturpolitiken och föreställningen om nationen som en homogen kulturell gemenskap som i vissa fall tänks inkludera dess innevånare och i andra fall en etnisk grupp. Nyinstitutionell analys av kulturpolitik som organisatoriskt fält kombineras med analys av hur nationen konceptualiseras som en föreställd gemenskap och vilka värderingar den upprätthåller för att visa hur dessa värden och koncept institutionaliseras i statens kulturpolitik och hur denna bidrar till att upprätthålla nationalstatens legitimitet. När en enhetlig kulturpolitik etablerades i Sverige i början av 1970-talet var de flesta av de ingående fälten redan låsta i sedan länge etablerade stigberoenden som band konstpolitiken till upprätthållandet av estetiska värden inom ramarna för en med utgångspunkt i staten definierad nation samtidigt som kulturarvspolitiken bundits vid etniskt partikularistiska nationskoncept och kyrkopolitiken slets mellan universalism och etnisk partikularism (vilket komplicerade kyrka-stat-relationen). Motsättningar hanterades genom kraftiga institutionella gränser mellan fälten. Till dessa fogades en övergripande kulturpolitik baserad på universella civila värden inom ramarna för den statsdefinierade nationen. Sedan dess har konflikten mellan kyrka och stat lösts upp och kulturarvspolitiken integrerats i den generella kulturpolitiken bl.a. genom organisatoriska reformer. I slutet av 1990-talet tycks trenden mot en allt mer integrerad kulturpolitik dock ha vänt bl.a. genom direkta men begränsade regeringsinitiativ. Den domineras fortfarande av universella civila värden, men också av alltmer mångetniska föreställningar om nationen.