Artikkelen følger en devised teaterproduksjon for barn som tar utgangspunkt i en bildebok av Lisa Aisato, En fisk til Luna (2014). I produksjonens forprosjekt benyttes en referansegruppe fra en barnehage bestående av ti barn i alderen 3-6 år. Artikkelen undersøker hvordan samspillet mellom barn og kunstnere i en slik forestillingsprosess kan bidra til forståelse av barns språklige strategier i møte mellom to karakterer som ikke deler samme språk. Vi finner at barnas innspill inkluderer både flerspråklig verbal og non-verbal kommunikasjon. Barnas språklige strategier blir delt inn i fem hovedgrupper bestående av herming, utprøving av ulike ord, forsøk på å snakke et annet språk, forsøk på å lære den andres språk og på å vise hva man mener, i stedet for å benytte verbalspråk. Barnegruppen samlet sett fremmer, slik vi tolker det, transspråklige perspektiver for kommunikasjon. Artikkelen undersøker også hvordan barnas språklige strategier påvirker utviklingen av forestillingen. Her finner vi at barnas forslag påvirker forestillingen på flere nivå; både utviklingen av forestillingens narrativ, det sceniske uttrykket, samt selve forståelsen av det sceniske konseptet.
I løbet af de sidste to årtier har diskurser om »ghettoisering« og »parallelsamfund« vundet politisk terræn i Danmark. Diskurserne afspejler, hvordan forskellige politikområder som by og bolig, indvandring og integration i tiltagende grad har krydset hinanden siden integrationslovgivningens tilblivelse. Med udgangspunkt i en analyse af dokumenter fra regeringen og Københavns Kommune fra 1995-2018 udforsker denne artikel, hvordan nationale og lokale problemrepræsentationer af sociale boligområder udvikler sig over tid, og hvordan det stigende fokus på integration af etniske minoriteter er sammenvævet med skiftende positive eller negative visioner for urban diversitet. Artiklen viser, at der sker i en forandring i problemrepræsentationer af sociale boligområder fra noget, der vedrører generelle sociale og strukturelle vilkår, til noget, der forklares og ansvarliggøres ved »ikke-vestlige indvandrer og efterkommere«, som dermed racialiseres for at legitimere rumlige forandringer. På trods af skiftende politiske regeringer forekommer en vis progression i måden, hvorpå ghettodiskursen foldes ud og effektueres. Undervejs sker en tilnærmelse mellem nationale og lokale politikområders problemrepræsentationer, bl.a. i forhold til vurderinger af former for forskellighed som »blanding« af boliger, der involverer salg og innovation, som ses som samfundsgavnlige, og etnisk forskellighed, som ses som en trussel for den sociale sammenhængskraft.
Artiklen undersøger forskellige typer af onlinefællesskaber blandt danske muslimer på Facebook og finder fire overordnede typer af fællesskaber: politisk aktivistiske, reaktivt religiøse, pragmatisk religiøse og velgørenhedsorienterede fællesskaber. En indholdsanalyse af fællesskabernes opslag og selvbeskrivelse klarlægger den enkelte fællesskabsklynges karakteristika. Gennem et online spørgeskema (N = 80) og interviews med spørgeskemarespondenter kortlægges brugernes syn på og brug af fællesskaberne i klyngerne. Herudover undersøges forestillingen om "muslim" som efterkommernes stærkeste identitetskategori og deres prioritering af ummahen frem for det nationale tilhørsforhold. Artiklen finder, at hovedparten af respondenterne giver udtryk for det religiøse som del af privatsfæren, og at Facebookfællesskaberne derfor mere udgør interessefællesskaber end identitetsbærende fællesskaber.
Barn som vokser opp i dag lever sine barndommer i en digitalisert, institusjonalisert og pedagogisert hverdagslivskultur. På bakgrunn av dette har flere advart mot at tyngre læringsdiskurser og nyliberalistisk tenkning presser mot barns frie lek som har vært en kjerneverdi i nordiske barnehagen. Denne forståelsen av lek vektlegger dens iboende verdi, uavhengig av andre forhold. Hensikten med denne empirinære artikkelen er å utforske hvilke forestillinger om lek som kommer til uttrykk når barnehagelærere forteller om barnehagens digitale praksiser. Studien baserer seg på en narrativ analyse av 21 intervjuer og nærlesning av den norske rammeplanen. Analysen er innrammet av tverrfaglig barneforskning og gjør nytte av Webers begrepspar når den i diskusjonen viser at verdirasjonelt perspektiv på lek taper terreng til fordel for et formålsrasjonelt perspektiv. Artikkelen er et aktuelt empirisk bidrag som viser barnehagelæreres perspektiver i en polarisert og verdiladet debatt om barns liv og muligheter i den postmoderne barnehagen.
I denne artikel undersøger vi ældre, alene-boende menneskers erfaringer med at bo alene og have brug for omsorg på grund af kræftsygdom. Vi har særligt fokus på at undersøge foran- dringer i den danske velfærdsstats politiske økonomi, herunder hvordan forventninger om at involvere familie i omsorgsarbejde, udfolder sig i konkrete hverdagssituationer. Med ud- gangspunkt i detaljerede beskrivelser af informanterne Lise og Henriks erfaringer foreslår vi, at vi ved at betragte omsorg som generativt arbejde (Buch, 2018) bliver opmærksomme på de mange forskelligartede praksisser, der knytter sig til syge, alene-boende menneskers livsopretholdelse. Gennem beskrivelser af omsorg som udveksling og kropsarbejde, bliver det tydeligt, at omsorg forhandles i krydsfeltet mellem velfærdsstatens politiske økonomi og moralske forestillinger om forbundethed og selvstændighed. Vi konkluderer at alene- boende mennesker, når de bliver syge, kastes ud i moralsk pionerarbejde (Rapp, 1999), der indebærer inter-generationelle forhandlinger, og som afspejler forandringer i den danske velfærdsstats historisk store opmærksomhed mod omsorgserhvervet.
Digitale medier – fra spillekonsoller og teknologisk legetøj, til tablets og mobiltelefoner – er en integreret del af børns liv, også i de mange timer de tilbringer i danske daginstitutioner, hvor der i stigende grad stilles krav til digital dannelse og kompetenceopbygning. Samtidig er mange pædagoger, forældre og beslutningstagere skeptiske ift. børns »skærmtid« bl.a. begrundet med forestillinger om kognitive eller socioemotionelle skadesvirkninger og manglende tid til udviklende leg. I denne artikel formidles de centrale fund vedrørende teknologileg i dagtilbud fra et mixed methods studie af 746 danske daginstitutioner. Vi finder stor spredning i pædagogers holdninger og praksisser i forhold til digitale teknologier i børnehøjde, men flertallet af børn i danske daginstitutioner (70%) bruger max 10 minutter dagligt på skærmaktiviteter, og 47% begrunder fravalget af digitale medier med at børnene har meget skærmtid derhjemme. I de institutioner, der anvender digitale medier, bruges disse hovedsagligt til lærings- og udviklingsmål, men også som medier for børns leg. Vi konkluderer, at det er en fejlslutning at se på digitale medier og teknologi som antitetisk til autentisk leg, og illustrerer hvordan legen netop giver en meningsfuld prisme til at forstå den måde mindre børn engagerer sig med digitale teknologier – individuelt og i fællesskab med voksne og andre børn.
Dårligt mentalt helbred er en stigende sundhedstrussel både globalt og i Danmark. Dette gælder ikke mindst for unge mennesker – den gruppe i befolkningen som i de kommende år vil få børn og blive forældre. I relation til fødsel og forældreskab har den eksisterende forskning ofte fokus på, hvordan vi kan forbedre den mentale sundhed ved at undgå mentale sygdomme, som for eksempel angst og depression. Men fødsel og forældreskab indebærer både erfaringer af sårbarhed, afmagt, glæde og styrke. I denne artikel diskuterer vi derfor, hvordan en salutogenetisk tilgang til mental sundhed i forbindelse med fødsel og forældreskab kan bidrage til en bedre forståelse for denne livsomvæltende overgang. Med udgangspunkt i Aron Antonovskys begreb Sense of Coherence (på dansk Oplevelse af Sammenhæng), fokuserer vi særligt på det element, han selv benævner motivationskomponenten, nemlig meningsfuldhed. Vi diskuterer imidlertid meningsfuldhed i nyere salutogenetiske forståelser, som inkluderer tanker fra eksistenspsykologi og eksistensfilosofi. Vi eksemplificerer ved at vise, hvordan det at spørge udforskende ind til livsdilemmaer og livsvilkår kan afstedkomme nye perspektiver på livet hos mødre og fædre, og være hjælpsomt i forhold til at begribe egne forestillinger om meningsfuldhed. Helt overordnet argumenterer vi endvidere for, at det at udforske og stille forskningsspørgsmål, som peger frem mod stærkere salutogenetiske tilgange, specifikt med fokus på begrebet meningsfuldhed og de indlejrede eksistentielle aspekter af livet, vil kunne føre til ny viden om, hvordan man kan fremme god mental sundhed i svangreomsorgen i Danmark.
For mange mennesker er det at tage medicin en naturlig del af hverdagen. Alligevel er langt det meste etik på lægemiddelområdet fokuseret på forskning og klinisk anvendelse og ikke på dagligdagen med medicin. I denne artikel tegner vi konturerne af et nyt udgangspunkt for etik om lægemidler; en hverdagsetik for lægemiddelbrug. Hverdagslivet med medicin lader sig ofte ikke beskrive og organisere i henhold til procedurer, guidelines og kvalitetsstandar- der. I stedet fremkommer det etiske igennem de ofte mere subtile forestillinger, vi gør os om, hvad lægemidlerne er og kan bidrage med i vores daglige liv. Gennem empiriske eksempler fra etnografiske feltstudier om medicinbrug i hverdagslivet zoomer vi ind på det medicinske sundhedsarbejde, som det kræver at (gen)skabe det gode hverdagsliv med medicin, og sær- ligt de etiske skisma, der ofte følger med. Til at guide den empiriske analyse tager vi afsæt i Annemarie Mols begreb ontonormer til at få øje på de grundlæggende forskelle, der betin- ger vores syn på og dermed vores praktiske handlinger med lægemidler. Lægemidler i denne post-humanistiske tankegang er ikke kun materielle objekter. De er aktivt med til at forme og forandre de relationer, hvorfra omsorg for os selv og hinanden udspringer. Herigennem bliver det tydeligt, at det at tage medicin også er en etisk praksis, og at den indlejrede etik påvirker måden, vi i hverdagslivet drager omsorg for os selv og hinanden på.
Brugerinddragelse er veletableret som ideal i psykiatrien og der er store forhåbninger til, at øget brugerinddragelse og inddragelse af brugeres hverdagsliv, vil føre til recovery. I denne artikel analyserer vi brugerinddragelse i praksis og viser hvordan en forestilling om "gam- mel psykiatri" kontra "ny psykiatri" former hvad brugerinddragelse bliver til i det konkrete møde mellem patienter og professionelle Artiklen bygger på et etnografisk feltstudie vi gen- nemførte i 2016 af initiativet Brugerstyrede Indlæggelser (BSI). Vi undersøger hvad BSI gør ved relationen mellem brugere og professionelle, hvor vi især spørger hvilke dilemmaer og paradokser der opstår i positioneringen af brugerne, når man i en hospitalspsykiatrisk kontekst iværksætter en model som giver adgang til at indlægge og udskrive sig selv? For- målet er at indfange de dynamikker som driver eller modgår en forandring mod "ny psy- kiatri". Analysen viser en række ambivalenser og dobbeltheder i brugernes positioneringer. Brugerne skal på den ene side udleve drømmen om den "nye psykiatri", samtidig som at brugerne har været afhængig af hjælp og en del af psykiatrien længe inden man begyndte aktivt at tale om "ny psykiatri" med selvansvar, brugerinddragelse, håb og recovery som pejlemærker. Resultatet er en form for "space-in-between", hvor personerne risikerer at havne i en position som ikke-ordinære, ikke-ordentlige eller ikke-synlige patienter. Artiklen diskuterer således til sidst hvilke ressourcer og liv, brugerinddragelse kræver – og hvem der egentlig får stemme når "ny psykiatri" formuleres?
Ulighed i sundhed rammer oftest mennesker med kort uddannelsesbaggrund og lav socio- økonomisk position i samfundet, men diskursen om ulighed i sundhed har skabt et langt mere negativt stereotypt billede, hvor ulighed i sundhed rammer mennesker, der ikke kan eller vil leve op til moralske imperativer for sundhedsadfærd. I artiklen viser jeg, hvordan denne diskurs kan lede til frygt for at blive negativt kategoriseret på baggrund af et stigma om kort uddannelse og dårlig økonomi; det jeg kalder subjektiv ulighed. Subjektiv ulighed fører i mine tre empiriske eksempler til forskellige former for ageren, der imidlertid har en iboende risiko for at spænde ben for den optimale behandling. Ved at forstå individers oplevelser og forestillinger om stigma i relation til skabelsen af sundhedssubjektivitet, ar- gumenterer jeg for, at ulighed i sundhed også skal forstås subjektivt i mødet med sund- hedsvæsenet, og at dette ikke kun er udtryk for institutionelle og organisatoriske logikker, men også et subjekts tolkning og ageren på et objektivt fænomen. Artiklen er et indspark til forståelsen af, hvorfor og hvordan ulighed i sundhed opstår og kommer til udtryk, men ud fra erkendelsen af, at ulighed i sundhed er komplekst og kræver flere komplekse analytiske tilgange. De empiriske eksempler er ikke generaliserende, men netop eksempler på subjek- tive oplevelser og møder med ulighed i sundhed. Begrebet subjektiv ulighed er derved et af mange begreber, som kan gøre os en smule klogere på ulighed i sundhed som fænomen.
Russlands invasjon av Ukraina kom som julekvelden på kjerringa. Blant hovedårsakene til mange observatørers måpende overraskelse var inngrodde forestillinger, faste forventninger og vante antagelser om interstatlige forhold. Mange av disse har lenge vært vedlikeholdt av en såkalt nyrealistisk tilnærming til internasjonal politikk. Denne artikkelen begynner med å identifisere nyrealismens betydelige blindsoner. Den belyser deretter et sentralt tema som nyrealismen systematisk overser: hvordan særegne styreformer og tankesett internt i stater som Russland og Ukraina har utviklet seg etter den kalde krigens slutt. Russlands særegne styreform – her betegnet som Putins nypatrimoniale regimetype – har formet den russiske beslutningen om å invadere Ukraina. Denne styreformen har også vært en årsak til overraskelser på russisk side: ikke minst Putin-regimets feilvurdringer om ukrainernes motstand, Vestens bistand og krigens generelle gang. Artikkelen avslutter med å drøfte forskjellige former for feilvurderinger. Den spekulerer også om hvorfor amerikanernes vurderinger var gode i forkant av krigen, mens land som Tyskland og Frankrike, som hadde samme empiri som USA, var uenige med amerikanerne og vurderte Putins intensjoner annerledes. Abstract in EnglishSurprises Rarely Come Alone. On Misunderstandings, Myths and the Invasion of UkraineRussia's invasion of Ukraine was a bolt from the blue. Among the chief reasons for the surprise were simplistic preconceptions – entrenched beliefs and routine views that upheld easy assumptions about the behaviour of sovereign states. Some of those preconceptions have been cultivated by the so-called neorealist approach to international relations. This article begins by identifying significant blind spots in the neorealist approach. It proceeds by exploring phenomena that neorealism overlooks, such as systems of governance and thought. It argues that Russia's peculiar system of governance – here referred to as Putin's neo-patrimonial regime – exercised a formative influence on the foreign policy views of Russian decisionmakers and their decision to invade Ukraine. The article then refines the notion of surprise, showing surprises were unevenly distributed in the international system. It discusses how Russia was taken aback by Ukraine's resistance and by its own military failures. And it argues that the leading powers of the EU were shocked by the Russian invasion, whereas the Atlantic powers were not. In fact, the Biden administration had long warned its NATO allies about the likelihood of invasion. Why were these warnings not heeded by countries like Germany and France? The article concludes with some speculation on the strengths of US intelligence and on the sources of intelligence failure in Germany and France.
FNs totalforbud mot atomvåpen er innlysende riktig. Forpliktelsene går neppe lenger enn Ikkespredningsavtalen, som Norge sluttet seg til allerede i 1970. Avskrekking med atomvåpen forutsetter at de må være klare til bruk for å bli umulige å bruke. Særlig i kriser blir en slik tankegang lett farlig fordi den kan utløse atomkrig ved misforståelser. Likevel er den norske regjeringens motstand mot FNs totalforbud rasjonell fordi hensikten er å forebygge en endring i oppfatning om maktbalanse som kunne undergrave Norges selvstendighet. Spørsmålet blir derfor om risiko for atomkrig kan reduseres uten å øke fare for press, og i verste fall angrep? Artikkelen presenterer egen forskning om hvordan konfrontasjonen i første halvdel av 1980-tallet mellom de to tyske stater førte til risiko for storkrig utløst av gjensidige misforståelser på begge sider av det daværende jernteppet. Teorier om tankeprosesser forklarer misforståelsene som universelle kognitive begrensninger. Forholdene i dag er på vesentlige punkter sammenliknbare med første halvdel av 1980-årene, da det på tross av spenninger likevel var rom for initiativ til felles sikkerhet. Artikkelen konkluderer derfor med at Norge bør slutte seg til FNs totalforbud mot atomvåpen, og sammen med Sverige ta initiativ til en felleseuropeisk dialog med Russland om en europeisk sikkerhetsordning bygd på forestillinger om felles sikkerhet.
Abstract in English:Norwegian Support for the UN's Total Ban on Nuclear Weapons?The article argues that while the UN ban on nuclear arms is obviously sensible, the Norwegian Government's objections are still rational. Rejecting the US nuclear arms umbrella undermines deterrence to the degree that is the perception. The article sets out how cognitive processes determine perceptions of deterrence and risks of war. Shifting nuclear strategies are attempts to cope with the contradiction between deterrence and the inherent impossible choice of nuclear war. The Cold War in the first half of the 1980s shows how nuclear arms, though intended as deterrence, in a confrontation may be misperceived as a looming attack. This misperception almost caused nuclear war by inadvertence, as it could again. The fear of attack may prompt a compelling sense of urgency for a preemptive strike. This is the only real risk of large-scale war in Europe. Therefore, the Norwegian Government should join the UN ban on nuclear arms to reduce tensions in Europe. In a joint initiative with Sweden, which has already endorsed the ban, Norway should persuade other European states to enable a political process with Russia towards a European common security without the looming threat of nuclear arms. Military force should not exceed the minimum required to block intimidation, coercion, and low-intensity aggression.
For more than a century, research has focused on bilingual language acquisition (Ronjat, 1913; Volterra & Taeschner, 1978; De Houwer, 1990, 2009; Tabouret-Keller, 2011, for a review) and, more recently, on factors influencing metalinguistic capacities development in bilingual children, in particular in the field of syntax (Davidson et al., 2010; Simard et al., 2011; Carrey Siu & Connie Ho, 2020, e.g.). On the one hand, research indicates the influence of interlinguistic transfers on the metasyntactic capacities of bilinguals (Foursha-Stevenson & Nicoladis, 2011). On the other hand, research suggests that family language policies influence the development of metalinguistic awareness in bilingual children (King & Fogle, 2013). From a sociocognitive transdisciplinary perspective combining psycholinguistics and sociolinguistics, this research is interested in the manifestation of consciousness and metasyntactic skills in 9/10 years old French-Norwegian children. Its purpose is to assess whether and how their bilingualism influences the mode of organization, access and use of their metasyntactic skills in reading comprehension. Following a mixed-method research design, data was collected with the participation of 33 mixed couples and their bilingual French-Norwegian child. The children attend the Oslo French School in CM2 and parents report using the one-person-one-language strategy with their child. To collect data on transfers, children took a grammaticality judgment test written in French and containing errors due to Norwegian syntactic calque. Then, 13 of them had a semi-structured interview in which they explained their answers. A group of children only exposed to French from birth also took the test in France. In addition, to collect data on parental language policies, each parent answered a questionnaire. Answers to the test were crossed with both the data from the parental questionnaire and those from the interviews with the children. Test results show existence of syntactic transfers when errors come from use of a preposition. Children's metasyntactic discourse confirms this result and indicates that family language practices and school discourse influence metasyntactic skills which are also weakened by interlinguistic transfers. Presence of interlinguistic transfers also influences degree of awareness, depending on whether it is metasyntactic, interlinguistic or multilingual. The children's metasyntactic awareness is observed in discourse, in overlaps of cognitive-linguistic speech-production times and in a slowdown in the actualization of explanatory discourse due to speech errors or slips. Regarding family language policies, results indicate that the more the couple uses the "one person-one language" strategy, the better the metasyntactic skills. In addition, the results show associations between the level of metasyntactic skills in children and the couple's composition, the couple's representations regarding language contacts, and the parental corrective practices of the child's bilingual speech. Moreover, according to Norwegian parents, if their child separates both languages properly, the child has better proficiency in both French and Norwegian. ; Depuis plus d'un siècle, la recherche s'est intéressée à l'acquisition bilingue du langage (Ronjat, 1913 ; Volterra & Taeschner, 1978 ; De Houwer, 1990, 2009 ; Tabouret-Keller, 2011, pour une revue) et, plus récemment, aux facteurs intervenant dans le développement de capacités métalinguistiques chez les enfants bilingues, notamment dans le domaine de la syntaxe (Davidson et al., 2010 ; Simard et al., 2011 ; Carrey Siu & Connie Ho, 2020, par exemple). D'une part, certains constatent l'influence de transferts interlinguistiques sur les capacités métasyntaxiques des bilingues (Foursha-Stevenson & Nicoladis, 2011). D'autre part, la recherche suggère que les politiques linguistiques familiales influencent le développement de la conscience métalinguistique chez les enfants bilingues (King & Fogle, 2013).Dans une perspective transdisciplinaire sociocognitive associant psycholinguistique et sociolinguistique, cette recherche s'intéresse à la manifestation de la conscience et des compétences métasyntaxiques chez des enfants franco-norvégiens âgés de 9/10 ans. Sa problématique est de savoir si leur bilinguisme influence le mode d'organisation, l'accès et l'usage de leurs compétences métasyntaxiques en situation de compréhension écrite ; et si oui, comment. Pour ce faire, une méthodologie mixte a été utilisée. Les données ont été collectées avec la participation de 33 couples mixtes et leur enfant bilingue franco-norvégien. Les enfants sont scolarisés à l'école française d'Oslo au CM2 et les parents déclarent utiliser la stratégie « une personne-une langue » avec leur enfant. Pour collecter des données sur les transferts, les enfants ont passé un test de jugement de grammaticalité écrit en français et comportant des erreurs dues au calque syntaxique norvégien puis, 13 d'entre eux ont passé un entretien semi-directif dans lequel ils ont expliqué leurs réponses. Un groupe composé d'enfants uniquement exposé au français depuis leur naissance a aussi passé le test en France. Par ailleurs, pour collecter des données sur les politiques linguistiques parentales, chaque parent a répondu à un questionnaire. Les réponses au test ont été croisées à la fois avec les données du questionnaire parental et celles des entretiens avec les enfants.Les résultats du test montrent l'existence de transferts syntaxiques quand les erreurs viennent de l'usage d'une préposition. Les discours métasyntaxiques des enfants confirment ce résultat et indiquent que les pratiques langagières familiales et les discours scolaires influencent les compétences métasyntaxiques qui sont aussi affaiblies par les transferts interlinguistiques. Ils influent également le degré de conscientisation, selon qu'elle est métasyntaxique, interlinguistique ou plurilingue. La conscientisation métasyntaxique de l'enfant s'observe en discours dans les chevauchements des temps cognitivo-linguistiques et par un ralentissement de l'actualisation des énoncés explicatifs dû aux ratages de la parole. Au sujet des politiques linguistiques familiales, les résultats indiquent que plus le couple utilise la stratégie « une personne-une langue », meilleures sont les compétences métasyntaxiques. Par ailleurs, les résultats montrent des associations entre le niveau de compétences métasyntaxiques et la composition du couple, les représentations du couple à propos des contacts de langues, les pratiques correctives parentales du parler bilingue enfantin et le fait que, pour les parents norvégiens, si leur enfant sépare bien les langues, il les maitrise mieux. ; I over hundre år har forskningen interessert seg for tospråklig tilegnelse av språk (se for eksempel Ronjat, 1913; Volterra & Taeschner, 1978; De Houwer, 1990, 2009; Tabouret-Keller, 2011). I den senere tid er søkelyset rettet mot faktorer som har innflytelse på metaspråklig kompetanseutvikling hos tospråklige barn, særlig når det gjelder syntaks (for eksempel Davidson et al., 2010; Simard et al., 2011; Carrey Siu & Connie Ho, 2020). Det er blant annet gjort observasjoner av interlingvistiske overføringer i metaspråklige ferdigheter hos tospråklige (Foursha-Stevenson & Nicoladis, 2011). Videre antydes det gjennom forskning at den metaspråklige bevissthet hos tospråklige barn påvirkes av familiens språkpolitikk (King & Fogle, 2013).Denne studien undersøker forekomsten av metasyntaktisk bevissthet og kompetanse hos fransk-norske barn i alderen 9-10 år i et sosiokognitivt transdisiplinært perspektiv, som kombinerer psykolingvistisk- og sosiolingvistiske tradisjoner. Problemstillingen går ut på å undersøke om barnas tospråklighet påvirker deres bruk av, tilgang til og organisering av metasyntaktiske ferdigheter i deres leseforståelse, og i så fall hvordan dette skjer.Det ble i studien benyttet blandet metode, der data fra 33 familier ble samlet inn. Foreldrene i disse familiene kommer fra ulik språklig og/eller kulturell bakgrunn, og barna er tospråklige; norsk og fransk. Barna er elever på femte trinn (CM2), ved den franske skole i Oslo, og foreldrene oppgir at de bruker en-person-ett-språk strategi sammen med barnet. I datainnsamlingen som omhandlet overføringer, gjennomførte barna en franskspråklig grammatikalsk skriftlig prøve, som inneholdt feil basert på norsk syntaks. Deretter ble det gjennomført semistrukturerte intervju med 13 av informantene, der de begrunnet svarene sine. Den samme testen ble utført av en gruppe franskspråklige barn i Frankrike. Videre svarte foreldrene på en spørreundersøkelse om familiens språkpolitikk. Svarene på den skriftlige prøven ble kryss-sjekket med data både fra foreldrenes spørreundersøkelse og de semistrukturerte intervjuene.Resultatene fra testen viser forekomsten av syntaktiske overføringer når feilene kommer fra bruken av preposisjoner. Barnas metasyntaktiske tale bekrefter dette resultatet, og indikerer at familiens språkpraksis, og skolediskursen påvirker deres metasyntaktiske ferdigheter. Videre vet vi at de metasyntaktiske ferdigheter også er svekket av lingvistiske overføringer, som i tillegg er svekket av interlingvistiske overføringer. Dette påvirker også graden av bevissthet, avhengig av om den er metasyntaktisk, interlingvistisk eller flerspråklig. Barnets metasyntaktiske bevissthet observeres i tale med overlapp mellom det kognitiv-lingvistiske og reduksjon i aktualiseringen av eksplikative utsagn som følge av talefeil. Når det gjelder familiens språkpolitikk, indikerer resultatet at jo mer foreldreparet bruker en-person-ett-språk som strategi, desto bedre blir de metasyntaktiske ferdighetene. Videre viser resultatene sammenhenger mellom nivåene av metasyntaktiske ferdigheter, foreldreparets sammensetning, foreldreparets forestilling i forhold til språkkontakter, og gjennom hvordan de retter barnas tospråklige tale. Resultatene viser også at norske foreldre tenker at hvis barna skiller godt mellom språkene, behersker barnet språket bedre.
