Suchergebnisse

Modernism;Ethics;Semiotics - Inter-lektualitet. Læsningens semiotik og etik kombinerer Mikhail Bakhtins dialogismeteorier med Roland Barthes' dynamiske læsnings-teorier. Disse samler sig om formbegreber og et syn på det litterære fænomen, der dels medgiver litteraturen dens medfødte flertydighed, dels er i stand til at opfange tekstens særlige æstetiske udtryk og måde at kommunikere på gennem hver enkelt læsnings naturlige forsøg på at forbinde det læste med læserens eget liv og hverdag. Inter-lektuel semiotik er en tegnfølsom tekstualitetsoptik, der hviler på den opfattelse, at der ved læsningen af en litterær tekst etableres et kom-plekst rum af dialogiske forbindelser mellem en læserinstans og skribent-instans, som gør dem i stand til at kommunikere med hinanden. Til den dobbelthed, der altid må være forbundet med det at skrive litteratur, nemlig det at spørge under dække af at påstå, svarer den dobbelthed, der er forbundet med det at læse eller analysere litteratur, nemlig det at svare under dække af at spørge. Det er som et sådant gensvar eller an-svar, at Inter-lektualitet. Læsningens semiotik og etik forstår karakteren af den kreative, dialogiske og etiske læsning af litteratur.

Bogen indeholder en række læsningsbaserede analyser af litterære tekster af forfatterne Virginia Woolf og Samuel Beckett samt analyser af andre tegntætte, kulturelle performativiteter fra vores kropslige hverdag.

Hermed skitseres en egentlig krops-semiotik og en narrativ terapi på baggrund af det overordnede inter-lektualitetsbegreb.

Iver Neumann has been one of the most productive and visible foreign policy and IR scholars of his generation. He has had great influence both internationally and at NUPI. He has, however, not become a prophet in his own country. Norway's political science community has expressed little interest in the three traditions that have been the lasting anchor points in Neumann's works: the English School, the German tradition of critical theory and French post-modernism. This article suggests that Norwegian political studies have expressed a lack of curiosity – if not an active skepticism – towards political theory in general and continental approaches in particular. The errand here is not to wonder why. Rather, it is to provide the briefest of glimpses into some of the perspectives that lie outside the Anglo-American, methodological mainstream of Norwegian political science.