Search results

The article deals with some atypical and little mentioned cases of access to musician positions in the strictly regulated musical field in Norway in the 18th century. The first case relates to how two blind, untrained brothers got the right to take a lease of musical performances in the parish of Aur -skog at Nedre Romerike. The second case relates to how a previous military achieved a position something between a tender district and a town musi-cian's office in the deanery of Øvre Romerike. In the third case, the intense struggle by two trained musicians to obtain the right to perform music in public in the town musician's district of Skien is examined more closely. The three cases have in common a struggle to achieve the right to perform music, and the involvement of the absolutist king in Copenhagen. How-ever, the cases deviate significantly from ordinary procedures of application established by the authorities.

Which of the new political parties that emerged in advanced democracies faded away and which ones managed to survive and why? Considering a party as dead once it ceases to nominate candidates in any elections, we develop two sets of hypotheses to account for party death derived from two conceptions of political parties. One conceptualizes parties as vehicles formed by career-oriented politicians eager to maximize individual rewards. Failure to deliver seats or government access is therefore expected to predict an earlier death. The other conceptualizes parties as societal organizations that serve representational functions valued in themselves by elites and members alike. This conception stresses the importance of roots in society or ideological novelty. Using survival analysis, we test our hypotheses in 17 advanced democracies based on a new data set covering 144 new parties from birth until their (potential) death. Arguments derived from both conceptions have significant support stressing the complexity of the drivers underpinning parties' very existence.

Baggrund
For mange ældre er en plejebolig deres sidste hjem, hvor de bor frem til livets afslutning. Mange ældre på plejecentre sidder alene med de eksistentielle tanker og bekymringer, der trænger sig på. Nogle kan tale om disse forhold med familie eller venner, men andre har brug for, at de sundhedsprofessionelle kan træde ind i det eksistentielle rum, hvor familien ikke selv magter at være. Studier inden for eksistentiel og åndelig omsorg viser, at en del sundhedsprofessionelle inden for ældreplejen ikke føler sig godt nok rustet til at tale om eksistentielle emner og efterlyser mere uddannelse på området. Med det formål at øge indsatsen inden for den eksistentielle og åndelige omsorg i ældreplejen undersøger vi, hvilke tanker om egen tiltro til egne evner, sundhedsprofessionelle i ældreplejen i Danmark har for at integrere denne omsorg i deres praksis.
Metode
Gennem et kontekstuelt tilrettet og pilottestet spørgeskema inspirereret af Albert Banduras begreb self-efficacy målte vi tiltro til egne evner til at kunne yde eksistentiel omsorg i ældreplejen hos 30 sundhedsprofessionelle. Studiets fund fungerer samtidig som en baseline måling før deltagelse i et efteruddannelseskursus om eksistentiel kommunikation, der er udviklet til netop sundhedsprofesssionelle i ældreplejen. Data blev analyseret i Stata.
Konklusion
Undersøgelsen viser overordnet en positiv sammenhæng mellem uddannelsesniveau, uddannelsesanciennitet og arbejdsstedsanciennitet og tiltro til egne evner til at yde eksistentiel omsorg i ældreplejen. Ligeledes synes arbejdsstedsanciennitet betydningsfuldt i forhold til både graden af deltagernes bevidsthed om den i eksistentiel omsorg indlejrede sårbarhed, og hvorvidt deltagerne anser det som deres arbejdsområde.

Ud over de trykte tekster indeholder antologien en lang række korte tekster baseret på en række interviews med Flemming Mouritsen, foretaget i perioden 2008-12. I vores interviews med ham – vi benævner dem Samtaler – kommenterede han på sit eget liv og på sin skriftlige produktion, og således får vi både hans eget tilbageblik og hans nutidsperspektiv på det fyrre år lange forfatterskab. Vi markerer dem som samtaler ved hver gang at indlede med et spørgsmål fra os, men ellers har vi stort set udeladt vores egen medvirken i dialogen.
Samtaleuddragene giver også mulighed for at indfange den mundtlighed, der er så karakteristisk for Flemming Mouritsen, og som vi har bevaret, så vidt det nu er muligt. I løbet af de vældig mange timer, som interviewene har strakt sig over, har vi fået en række fortællinger om hans opvækst i Vendsyssel og familiens flytning til Aarhus, da han var omkring tolv år, han har fortalt om universitetsmiljøet i 1970'erne og 1980'erne, om pædagogseminariets 'matriarkalske' miljø og sammenstødet mellem praktisk og teoretisk arbejde med børn og børnekultur, om arbejdet med at få has på stoffet i skriveprocessen, og han har ikke mindst fortalt om erfaringerne med feltarbejde, hvor hans iagttagelser af børnene Morten, Jakob og Tine – og af deres børn – spiller en væsentlig rolle.
Gennem disse fortællinger får Flemming Mouritsen pointeret sine grundlæggende teorier, kategorier og teser om sammenhænge i en form, der afspejler det processuelle og situationsbundne i hans virke. Det er os, der som redaktører har fået det samlede materiale transskriberet, hvorefter vi har gennemskrevet det, har klippet og tilrettet samtalebidder, samt forsøgt at placere dem i forhold til tekster, de i vore øjne kan 'snakke sammen med'. Havde vi gengivet dem, som de forelå, ville de to bind snarere være blevet til tre, eftersom Flemming Mouritsen nok blev svækket fysisk i de sidste år af sit liv, men bestemt ikke blev det, hvad engagement og vedholdende fortælleglæde angår.
Selv om vi gengiver samtalerne 'stykkevis og delt', kan læseren ved hjælp af indholdsfortegnelsen imidlertid vælge at læse dem som en særskilt tekst. Man kan behandle samtalebidderne som det, de er: et liv genoplevet i erindringen af Flemming Mouritsen. Ind imellem har vi oplevet, at han huskede 'forkert' hvad fx et årstal, et navn eller en lokation angår, og det ser vi som et udtryk for, at perspektivismen ikke kun betegner vores oplevelse af fænomener i andres 'virkelighed', men også i eget liv. Flemming Mouritsen var frem for alt en stor fortæller – en sand fortæller.