Suchergebnisse

Denne artikel udforsker gennem empiriske eksempler fra forskning i USA og Danmark de mange betydninger, der knytter sig til kroppens dele i den særlige medicinske teknologi, der omhandler organdonation og transplantation. Formålet er at nuancere den nuværende fremherskende forestilling om og fremstilling af organer som en efterspurgt mangelvare for syge patienter på ventelisterne. Artiklen belyser i stedet hvorledes kroppens organer er komplekse og flertydige symboler på liv og død, der gennem strategiske processer tillægges meningsfulde betydninger af såvel modtagere som donorpårørende. Det diskuteres ligeledes hvordan opfattelsen af kroppens organer bliver afgørende for, hvorledes efterladte pårørende håndterer sorgen over et pludseligt dødsfald, og på hvilke måder donation af organer afføder komplekse sociale relationer i denne medicinske kontekst. Endelig diskuteres det hvordan forskellige opfattelser af ejerskab af kroppens organer og deres betydning for ritualer og praksisser omkring døden kan afstedkomme kontroverser blandt både pårørende og det me­dicinske personale.

Überall wird im öffentlichen Diskurs heute auf Befindlichkeiten Rücksicht genommen: Es werden vor Gefahren wie 'expliziter Sprache' gewarnt, Schreibweisen mit Binnen-I empfohlen, dritte Klotüren installiert. Es scheint, als habe der Kampf um die korrekte Bezeichnung und die Rücksicht auf Fragen der Identität alle anderen Kämpfe überlagert. Robert Pfaller fragt sich in 'Erwachsenensprache. Über ihr Verschwinden aus Politik und Kultur', wie es gekommen ist, dass wir nicht mehr als Erwachsene angesprochen, sondern von der Politik wie Kinder behandelt werden wollen. Steckt gar ein Ablenkungsmanöver dahinter? Eine politische Strategie? Es geht darum, als mündige Bürger wieder ernst genommen zu werden - doch dann sollten wir uns auch als solche ansprechen lassen. "Je ausbeuterischer der Neoliberalismus ist, desto "zartfühlender" wird die Sprache seiner Repräsentanten, konstatiert Robert Pfaller in "Erwachsenensprache. Über ihr Verschwinden aus Politik und Kultur": Eine klarsichtige Gegenwartsanalyse, in der Pfaller eine zunehmende Infantilisierung der Öffentlichkeit kritisiert" (deutschlandfunk.de)

DENKMALE DER BILDENDEN KUNST, DER GESCHICHTE UND DER KULTUR IM POLITISCHEN BEZIRKE EFERDING Denkmale der bildenden Kunst, der Geschichte und der Kultur im politischen Bezirke Eferding ( - ) Einband ( - ) [Karte]: Übersichtskartte über die behandelten Orte des politischen Bezirkes Eferding. ( - ) Titelseite ( - ) Impressum ( - ) Inhaltsverzeichnis ([V]) [Vorwort]: ([VII]) Übersicht über die vor- und frühgeschichtlichen Siedlungsspuren im politischen Bezirke Eferding (XV) Verzeichnis der im Lichtbilde festgehaltenen Denkmale des pol. Bezirkes Eferding (XXVIII) Alkoven (1) Aschach (9) Eferding (27) Fraham (78) Haibach (81) Hartkirchen (86) Hinzenbach (109) Prambachkirchen (112) Pupping (119) Scharten (128) Stroheim (136) Anmerkungen (141) Personenverzeichnis ([157]) Ortsverzeichnis ([165]) Verzeichnis der Tafeln ([167]) [Tafeln]: (1) Einband ( - ) Einband ( - )

Ud over de trykte tekster indeholder antologien en lang række korte tekster baseret på en række interviews med Flemming Mouritsen, foretaget i perioden 2008-12. I vores interviews med ham – vi benævner dem Samtaler – kommenterede han på sit eget liv og på sin skriftlige produktion, og således får vi både hans eget tilbageblik og hans nutidsperspektiv på det fyrre år lange forfatterskab. Vi markerer dem som samtaler ved hver gang at indlede med et spørgsmål fra os, men ellers har vi stort set udeladt vores egen medvirken i dialogen.
Samtaleuddragene giver også mulighed for at indfange den mundtlighed, der er så karakteristisk for Flemming Mouritsen, og som vi har bevaret, så vidt det nu er muligt. I løbet af de vældig mange timer, som interviewene har strakt sig over, har vi fået en række fortællinger om hans opvækst i Vendsyssel og familiens flytning til Aarhus, da han var omkring tolv år, han har fortalt om universitetsmiljøet i 1970'erne og 1980'erne, om pædagogseminariets 'matriarkalske' miljø og sammenstødet mellem praktisk og teoretisk arbejde med børn og børnekultur, om arbejdet med at få has på stoffet i skriveprocessen, og han har ikke mindst fortalt om erfaringerne med feltarbejde, hvor hans iagttagelser af børnene Morten, Jakob og Tine – og af deres børn – spiller en væsentlig rolle.
Gennem disse fortællinger får Flemming Mouritsen pointeret sine grundlæggende teorier, kategorier og teser om sammenhænge i en form, der afspejler det processuelle og situationsbundne i hans virke. Det er os, der som redaktører har fået det samlede materiale transskriberet, hvorefter vi har gennemskrevet det, har klippet og tilrettet samtalebidder, samt forsøgt at placere dem i forhold til tekster, de i vore øjne kan 'snakke sammen med'. Havde vi gengivet dem, som de forelå, ville de to bind snarere være blevet til tre, eftersom Flemming Mouritsen nok blev svækket fysisk i de sidste år af sit liv, men bestemt ikke blev det, hvad engagement og vedholdende fortælleglæde angår.
Selv om vi gengiver samtalerne 'stykkevis og delt', kan læseren ved hjælp af indholdsfortegnelsen imidlertid vælge at læse dem som en særskilt tekst. Man kan behandle samtalebidderne som det, de er: et liv genoplevet i erindringen af Flemming Mouritsen. Ind imellem har vi oplevet, at han huskede 'forkert' hvad fx et årstal, et navn eller en lokation angår, og det ser vi som et udtryk for, at perspektivismen ikke kun betegner vores oplevelse af fænomener i andres 'virkelighed', men også i eget liv. Flemming Mouritsen var frem for alt en stor fortæller – en sand fortæller.

Die Bedeutung und die Ziele der Erziehung, Erziehungselemente, kulturelle Planung, Aufblühen der Kultur und Wissenschaft in der islamischen Gesellschaft. (DOI-Sep)

Defining the dimensions of political culture is a precondition in the elaboration of the theory of this phenomenon and for its systematic empirical study. It has been demonstrated that Almond-Verba's concept of the dimensions of political culture, in the form of a matrix of the three orientations (cognitive, affective, and evaluative) times four political objects ("system", "input-objects", "output-objects" and "I" as an object) is not plausible. If political culture is defined as a set of beliefs about polit (which it indeed is), then it is clear that each belief at the same time contains an intricate mix of knowledge, emotions, and evaluations. This makes it difficult to determine the dimensions according to the mentioned orientations. It seems this was sensed by Almond himself in one of his later works. Using his more recent concept, we define the dimensions of political culture according to the "objects" of politics and not vice versa, according to the orientations in relation to these "objects". Thus we have elaborated on the three fundamental dimensions according to the three fundamental objects of politics: the "system" as a universal object, the "process" as a dynamic object of politics, and the "conduct" as a manner of decision-making and the outcome of governing. It has been found that each of these basic dimensions of political culture has a series of subdimensions (a total of about twenty-five). Surely, this matrix may be added to or perhaps amended, but basically it is unassailable, since it represents a sort of a map of political culture. (SOI : PM: S. 137)

Einführung zum Thema: Partizipation -- I. Geistige und Strukturelle Bedingungen -- Kultur im Werden -- Wie demokratisch ist unsere politische Kultur? -- Politische Partizipation und Bürgerinitiative -- Revision des Staatsverständnisses -- Die Beteiligung der Bürger heute und morgen -- II. Gestaltungsbereiche -- Zukunftserwartungen und Strukturpolitik -- Öffentlichkeit und Partizipation -- Informationsschranken im Gruppenleben -- Parteien und Bürgerinitiative -- Wissenschaft, Politik, Öffentlichkeit -- Lehrlingsausbildung und Demokratie -- Stiftungen im gesellschaftlichen Prozeß -- Techniken bürgerschaftlicher Beteiligung an Planungsprozessen -- III. Modelle und Partizipationsformen -- Kritik eines Partizipationsmodells -- Die Arbeitsgemeinschaft für Bürgerinitiative -- Das ständige Gespräch unter den Bürgern -- Neuer Führungsstil in Wirtschaft und Verwaltung -- Das Schiller College -- Die Grenzland-Stiftung -- Der Ombudsmann -- Die Aktion Gemeinsinn -- Stiftung Mitarbeit -- Thesen zur Auswärtigen Kulturpolitik -- Biographische Anmerkungen.

Der er rav i den. I skrivende stund (medio september 2016) er det i Dagbladet In- formation kommet frem, at psykiatriske diagnoser til børn nogle gange stilles på et meget løst grundlag. I en kronik underskrevet af 50 psykologer, sygeplejersker, læger og psykiatere står der blandt andet:

»Som læger og psykologer har vi stillet diagnoser på børn på baggrund af andres vur- deringer beskrevet kort i patientens journal, og andre gange har barnet mødt mange forskellige behandlere på sin vej til en diagnose. Mange af disse børn er i forvejen sårbare i forhold til at danne nye relationer, og de bliver mødt af en psykiatri, hvor der ikke længere er mulighed for at skabe den relation, der skal til for at forstå barnet.«

Nogle børn har, med andre ord, fået stillet en diagnose, uden at de har mødt en læge, psykolog eller psykiater. Det får naturligt nok debatten til at rase. I relation til den verserende debat er fokus for dette nummer særligt rettet imod tre forhold: Den politisk fastsatte udrednings- og behandlingsgaranti. Den organisatoriske ramme skal kunne håndtere denne garanti, og selve den måde hvorpå diagnoser- ne stilles. Baggrunden for behandlingsgarantien er først og fremmest et politisk ønske om hurtigt at stille diagnoser, så patienten kan indgå i et behandlingsforløb - i sig selv et sympatisk ønske, der dog løber ind i en række problemer og utilsig- tede konsekvenser, når den skal eksekveres i praksis, som det fremgår af lægernes debatindlæg. Et centralt omdrejningspunkt for de ophedede diskussioner, som avisindlæggene har medført – og som allerede nu har fået politiske konsekven- ser – er samtidens omgang med, forståelse- og brug af diagnoser. Diagnoser er på alles læber for tiden. Diagnoser har, som den amerikanske medicinhistoriker Charles Rosenberg skriver, "altid spillet en væsentlig rolle i den medicinske prak- sis" (Rosenberg 2002: 237) som et værktøj/model, der sammenfatter symptomer og fund og angiver behandling. I vores samtid er diagnoserne imidlertid rejst ud af den medicinske praksis, og de har indlejret sig i alle mulige andre sammenhænge: Sociale, politiske, økonomiske, kulturelle og så videre. Et væsentligt spørgsmål i denne sammenhæng er, hvordan vi skal forstå diagnosernes nuværende status, hvordan de tillægges mening, udvikles, defineres, anvendes, og hvordan diag- noser får indflydelse på konkrete sygdomsforhold og på processer generelt, som spiller ind på, hvordan vi opfatter sundhed, krop og behandling.

Flicktematiken och dess potential utelämnas ofta inom både scenkonsten och feministiskt tänkande. I den här boken får du resultatet av ett explorativt och tvärsektionelltfeministiskt kunskapssökande om flickan i kulturen. Projektet ?Girling together A dialogue? föddes ur ett behov för att skapa en kritisk och gestaltande dialog om den unga femininiteten och ur ett intresse för att utmana gränsen mellan scenkonst och akademi. I boken får du ta del av de deltagande forskarna och scenkonstnärernas reflektioner på ämnet och deras explorativa metoder för att arbeta sig förbi stereotypa och nedvärderande föreställningar om flickor. I en värld som ser femininitet som något ytligt och löjligt ser bokens författare istället femininitet som motståndspotential

Hermann Schweppenhäuser: Sprache, Literatur und Kunst: Gesammelte Schriften, Band 1. Stuttgart: J.B. Metzler 2019. 978-3-476-04762-5 +++ Hermann Schweppenhäuser: Kultur, Ausdruck und Bild: Gesammelte Schriften, Band 2. Stuttgart: J.B. Metzler 2020. 978-3-476-05718-1 +++ Hermann Schweppenhäuser: Philosophie und Gesellschaft I: Gesammelte Schriften, Band 3. Stuttgart: J.B. Metzler 2022. 978-3-662-64961-9